Mikkel Andersen ny chef hos Text 100
Mikkel Andersen (30) er ansat som Managing Consultant og chef for den danske afdeling i København hos PR-bureauet Text 100. Mikkel kommer til Text 100 fra PR-bureauet Burson-Marsteller, hvor han har været siden 2006 og var en del af ledergruppen. Text 100 er et af verdens største globale PR-bureauer med 30 kontorer verden over og flere end 500 ansatte, der arbejder med en række af verdens største brands som IBM, MTV og Skype.
- Jeg er glad for at være kommet til Text 100. Det er et bureau med potentiale og nogle spændende spidskompetencer inden for især digital PR, siger Mikkel Andersen, og fortsætter:
- Den aggressive konkurrence danske virksomheder oplever i dag, hvor der skal kæmpes hårdt for hver eneste krone, stiller store krav til virksomhedernes evne til at positionere sig i markedet – og det er præcis her, at PR kan gøre en reel forretningsforskel ved at hjælpe virksomhederne med at blive knivskarpe på alt, hvad de gør og siger, så de står bedre end konkurrenterne i kampen om kundernes gunst. Især inden for anvendelsen af digitale kommunikationskanaler er der fortsat et stort uforløst potentiale for langt de fleste danske virksomheder.
Mikkel Andersen er uddannet fra Copenhagen Business School i Politisk Kommunikation & Ledelse og er medlem af bestyrelsen af den nordjyske virksomhed Barsmark A/S.














