Jacob Christian Salvig ny konstitueret direktør for Fjord & Bælt

26. januar 2012

Naturama og Fjord & Bælt arbejder mod fusion. Samtidig med at fusionsarbejdet igangsættes, ansættes Naturama’s leder Jacob Christian Salvig som konstitueret direktør for Fjord & Bælt.

Bestyrelserne på Fjord & Bælt og Naturama har i fællesskab besluttet at igangsætte et arbejde, der har som mål at undersøge mulighederne for en fusion af de to institutioner. Dette arbejde understøttes af Syddansk Universitet. 

Målet er som udgangspunkt at skabe en fusionsinstitution, der kan godkendes som statsanerkendt museum under Museumsloven. 
 
Museumschef Jacob Christian Salvig udtaler i denne forbindelse:
 
- Det er et meget spændende arbejde, vi har igangsat i dag. Naturama og Fjord & Bælt kender hinanden godt, og vi tror på, at en fusion af de to institutioner vil resultere i en unik dansk videns- og oplevelsesinstitution, der samtidig kan blive et stærkt turistmæssigt fyrtårn på Fyn med national bevågenhed.