Scandinavian DesignLab modtager stor international designpris
Det var dansk på førstepladsen da Europas førende designpris German Design Award blev uddelt i Frankfurt den 11. februar. Scandinavian DesignLab, som tidligere fik sølv i 2010, modtog guld for design af Corporate Identity for Teater Republique. Designet for Republique har tidligere vundet den Danske Design Pris.
Den årlige tyske pris har etableret sig som designverdenens champions league, hvor det kræves, at man har vundet den nationale pris i sit eget land for at komme i betragtning. Med to gange Dansk Design Pris i træk på resumeet var Scandinavian DesignLab igen i år født deltager.
Designløsningen
Kreativ direktør Per Madsen, der er hovedmanden bag designet for Republique forklarer:
- Identiteten udtrykker visionen om at revitalisere begrebet teater med respekt for dets historie og det er baggrunden for navnet Republique, som udtrykker en udfordrer i opposition til det etablerede. Republikken står for fællesskab med en bred målgruppe, defineret gennem et fælles værdisæt på tværs af alder, køn, tid og sted. Designet er inspireret af tidligere tiders revolutioners visuelle enkle og klare formsprog, her iblandt Republiques eget ’flag’ med cirklen, som symboliserer fællesskabet og udgør det bærende element i Republiques identitet.
Med begrænset midler var opgaven at skabe så stor opmærksomhed på så kort tid som muligt og sikre os at teatret brandes samtidig med forestillingerne. At skabe en visuel revolution i gadebilledet som virker involverende og ikke ekskluderende. Hovedfarven kobber udtrykker respekten for historien, hvor brugen af neonfarverne udtrykker revitaliseringen af teaterbegrebet’.














