Nye databeskyttelsesregler truer den digitale branche
Et nyt databeskyttelsesdirektiv fra Europa-Kommissionen er netop blevet fremlagt i dag, og får stor betydning for onlinebranchen og de digitale muligheder i Europa og Danmark. Det kommende direktiv bør hjælpe til at skabe vækst og arbejdspladser og ikke være en hindring, mener Foreningen af Danske Interaktive Medier (FDIM).
- Medierne og andre digitale virksomheder er bekymrede for om reglerne bliver for rigide, siger Morten Helveg Petersen. Både de krav, der stilles om, hvad der opfattes som personlige data, og hvordan de skal opbevares virker omfattende, og de bødestørrelser, der opereres med kan slå en mellemstor dansk onlinevirksomhed ihjel, lyder det fra Morten Helveg Petersen.
- De nye regler risikerer at kriminalisere en nuværende praksis og påfører dermed en masse virksomheder et urimeligt ansvar og store omkostninger. Hvis man overfører reglerne til en telefonbog vil det betyde, at man fremover skal opbevare telefonbogen utilgængeligt og forsvarligt låst inde, da den indeholder persondata. Og det selv om andre nemt kan tilegne sig informationerne, som i sig selv ikke er følsomme, men som kan misbruges af enhver med kriminelle hensigter, siger Morten Helveg Petersen og fortsætter:
- Hvis de nye databeskyttelsesregler i EU og Danmark skaber ulige konkurrencevilkår mellem det europæiske marked og resten af verden er der overvejende risiko for, at flere danske onlinevirksomheder flytter uden for EU.
- FDIM går nu i dialog med politikere og myndigheder om de kommende regler, da dette har allerstørste betydning ikke bare for den danske medie- og onlinebranche, men for hele det europæiske marked, slutter Morten Helveg Petersen.
Kilde: Pressemeddelelse fra FDIM, 26. januar 2012














