9 tendenser for kommunikation 2019

12. marts 2010

 

 

DKFs Tænketank 2019 præsenterer 9 tendenser for kommunikation 2019, som kommer til at præge fremtidens virksomheder og kommunikatører. De 9 tendenser blev præsenteret på Dansk Kommunikationsforening konference og generalforsamling den 10. marts på Børsen.

 

Samfundsansvar og medborgerskab - Virksomheder og organisationer må opbygge social kapital og tager ansvar for samfundet for at få ’license to operate’ – det er en forudsætning for at kunne rekruttere de gode medarbejdere og imødekomme kravene fra forbrugerne og trække på relationer i omverdenen.

 

Det fjerne bliver nært med globalisering og ny verdensorden - Virksomheder og organisationer må lære at relatere og reflektere globalt, uanset om det er ude eller hjemme. I 2019 har verdens økonomiske centrum flyttet sig. Danske virksomheder får daglig kontakt med et globalt marked. Der kommer fart på verdenshandel, outsourcing af opgaver, insourcing af arbejdskraft m.v. Vi får flere fjernkolleger og mere distancearbejde og flere tværkulturelle virksomheder, der beskæftiger medarbejdere fra mange forskellige lande, som taler forskellige sprog, og som har forskellige værdier, højtider og helligdage. Engelsk vinder indpas som arbejdssprog. Behovet for at mestre mandarin, hindi, portugisisk og russisk vokser. Kommunikatører må lære at lære at gøre det fjerne nærværende, styrke den kulturelle forståelse, kommunikere på andre sprog og outsource kommunikationsopgaver.

 

Fremtiden er digital - Digital kommunikation vil forandre relationer mellem mennesker – og mellem organisationer og deres interessenter. Kommunikation og markedsføring bliver vedkommende og nær. Masse­kommunikationen vil dø - og den person- og peer-to-peer-fokuserede kommunikation bliver den nye standard. Det meste bliver lokationsbestemt, personbestemt, relationsbestemt, behovsbestemt og i realtid. Brugerne kommer i centrum og kommunikation bliver intuitiv, brugerdreven og involverende.

Netværk er magt - og giver adgang til den kollektive intelligens - Alle har adgang til viden, så viden er ikke længere i sig selv en magtfaktor. Det er afgørende at få viden i spil. Virksomheder skal lære at spille sammen med nye communities, fællesskaber og klubber. Der er nye præmisser for autoritet. Netværk bliver en stærk magtfaktor, som giver adgang til den kollektive intelligens.

 

Forretningsforståelse er essens -  også i 2019, hvor kommunikatører skal forstå forretningen, være bedre til bundlinje og salg, tale sproget på direktionsgangen, vælge rette værktøjer for at få lov til at arbejde holistisk og helhedsorienteret


Mål eller forsvind -
Effektiviseringspresset stiger både i det offentlige og det private, og behovet for måling og dokumentation vokser. De digitale kanaler vil sætte standarden og smitte af på øvrige kanaler. Tracking får stigende betydning. Branchen skal vise, at kommunikation betaler sig - ellers får flere kommunikationsfolk fyresedlen.


Øget krav om oplevelse og underholdning - Virksomheder skal være bedre til at bygge oplevelser og underholdning ind i kommunika­tionen. I 2019 skal vi appellere mere til sanser og stemninger og lade os inspirere af de store oplevelses­pro­ducenter fra fx filmbranchen eller sportsindustrien, hvor der tales mere til hjertet end til hjernen. Der vil være et stigende behov for at skabe opmærksomhed for at trænge igennem støjen i en overkommunikeret verden, og substans, relevans og gode oplevelser bliver en forudsætning for at kunne fastholde opmærksomhed. Kommunikation er med til at flytte resultatet og skabe oplevelsen af fx service, velfærd og produkter.

Det skal være autentisk og troværdigt - Kravet vokser om, at vi gør det, vi siger, vi gør. Det gælder personer, produkter, services mv. Tilliden til autoriteter er faldet dramatisk. I stedet har mennesker tillid til hinanden. Vi er trætte af spin og dækhistorier. Nu vil vi have ægte varer, relevans og substans. Som modbølge til iscenesættelsen er der behov for at samles om noget meningsfyldt og oprigtigt.

Tab af forestillingen om kontrol Alle kommunikerer, og informationsmængden og kompleksiteten er kaotisk. Det er ikke muligt at holde styr på og kontrollere kommunikationen i alle dens forgreninger. Vi mister illusionen om at have kontrol. Virksomheder må acceptere et vist tab af kontrol for at bevare fodfæstet på den lange bane. Der er brug for veludviklede evner til at forudse og håndtere issues og risikostyre i kaos.

Se ’9 tendenser for kommunikation 2019’ fra DKFs Tænketank 2019

Deltag i debatten om Kommunikation 2019

Se medlemmer af DKFs Tænketank 2019