Kriterier for professionel kommunikation

Kriterier for professionel kommunikation

Siden Dansk Kommunikationsforening blev dannet har målet været at skabe opmærksomhed om den gode professionelle kommunikation og at sætte standarder for branchen. God professionel kommunikation er målrettet og styret. Den involverer og forpligter ledelsen, den afspejler viden om og indsigt i målgruppen, den spiller på flere strenge og sidst, men ikke mindst, kan dens effekt og værdi dokumenteres.

 

Dansk Kommunikationsforening udviklede i 2004 et sæt kriterier for professionel kommunikation, som ligger til grund for uddeling af årets Kommunikationspriser og som har givet kommunikatørerne en platform for at diskutere og synliggøre, hvilke minimumskrav vi og vores arbejdsgivere kan stille, og hvordan vi hele tiden kan udvikle os og bliver bedre.

 

DKFs 5 kriterier for professionel kommunikation

Målstyret

  • Der er opstillet mål og delmål for kommunikationsindsatsen
  • Situation og udgangspunkt er defineret, inden strategien for kommunikationsindsatsen udarbejdes
  • Kommunikationsindsatsen bliver vurderet og justeret løbende i forhold til de opstillede mål og delmål

Ledelsesinvolvering

  • Ledelsen er involveret i kommunikationsindsatsen
  • Kommunikationen er integreret i den overordnede strategi for virksomheden/organisationen/institutionen
  • Kommunikationsafdelingen er i tæt dialog med ledelsen

Modtagerorienteret

  • Kommunikationen er baseret på indlevelse og forståelse af modtagerens situation og behov
  • Der er indsamlet viden om modtagerne, inden der kommunikeres til dem
  • Kommunikationen er afprøvet på repræsentanter fra målgruppen, inden den endelige kommunikationsindsats sættes i værk – og resultaterne anvendes

Flerstrenget og integreret

  • Flere kommunikationsdiscipliner er integreret i kommunikationsindsatsen
  • Kommunikationsindsatsen foregår via flere kanaler, der spiller sammen
  • Kommunikationen er tilpasset de forskellige kommunikationskanaler

Større gevinst end indsats

  • Udbyttet af kommunikationsindsatsen er større end indsatsen
  • Kommunikationsindsatsens effekt bliver målt systematisk
  • Værdien af kommunikationsindsatsen og -gevinsten bliver dokumenteret