Praktikant til kommunikation i Professionshøjskolen UCC

24. november 2008

Vil du ud i den 'virkelige verden' og prøve at omsætte din teoretiske viden fra dit studie i praksis? I kommunikationsenheden i Professionshøjskolen UCC kan du udfolde dig i et miljø, der emmer af udvikling og uddannelse. Vi beskæftiger os med både interne og eksterne kommunikationsopgaver – herunder branding, rådgivning, web-kommunikation, nyhedsbreve, annoncer og forskellige andre publikationer.


Hvem er du?
Vi søger hvert forår- og efterårssemester en praktikant til at tage del i de daglige kommunikationsopgaver i Professionshøjskolen UCC.  Vi forestiller os, at du er i gang med en kandidatuddannelse med hovedvægt på kommunikation og/eller marketing. Du er nysgerrig og ivrig efter at lære om kommunikationsverdenen og samtidig bidrage med din teoretiske viden fra dit studie.


Hvem er vi?
Professionshøjskolen UCC udbyder syv mellemlange grunduddannelser samt efter- og videreuddannelse inden for især lærer-, pædagog- og sundhedsområdet. Kommunikationsenheden udfører mange store og spændende opgaver, som du får mulighed for at være med til at løfte og lære af. Vi er pt. fem kommunikationsmedarbejdere og en studentermedhjælper. Fra 1. februar 2009 bor vi på Buddinge Hovedgade i Søborg.


Opgaver
I din praktikperiode får du mulighed for at prøve kræfter med opgaver som:

  • Deltagelse i gennemførelse af brandingkampagne
  • Udarbejdelse af artikler, nyhedsbreve og tekst til vores website og intranet
  • Opdatering af web
  • Annoncering
  • Deltagelse i produktion af diverse publikationer
  • Korrekturlæsning
  • Research og mindre administrative opgaver


Derudover forestiller vi os, at du bruger din praktikperiode på et selvstændigt projekt i relation til afdelingens arbejdsområder. Det kunne være en brugerundersøgelse af et af vores produkter, analyse af vores målgruppes medievaner, forslag til branding el.lign. Vi regner med, at du selv skal være med til at formulere, hvad projektet skal omhandle.


Hvornår?
Praktikperioden er typisk ca. 4 måneder, fx 1. februar til 1. juni – eller efter aftale.
Arbejdstiden er 30-37 timer ugentligt. Praktikken er ulønnet, men vi dækker i et vist omfang dine transportudgifter.

Send ansøgning og cv til kommunikation@ucc.dk.


Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Theresia Swanholm på telefon 35 86 85 08 eller mail: ts@ucc.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Med venlig hilsen

Kommunikationsenheden
Professionshøjskolen UCC

Læs mere om Professionshøjskolen UCC på www.ucc.dk.