Praktikanter til kommunikation

14. februar 2012


I kommunikationsafdelingen hjælper vi ledere og medarbejdere i Rambøll Management Consulting med at nå deres mål. Vi tager hånd om virksomhedens overordnede kommunikation og markedsføring i relation til vores mange interessenter. Desuden fungerer teamet som konsulent- og støtteenhed til virksomhedens rådgivningsområder.

 

Netop nu søger vi to praktikanter til teamet. En i Aarhus og en i København.

Stillingen
I praktikperioden vil du få et bredt indblik i de forskellige arbejdsopgaver i en kommunikations- og marketingafdeling, ligesom du lærer virksomhedens mange rådgivningsområder at kende. Opgaverne tilrettelægges så vidt muligt efter dine interesser, og de kan eksempelvis komme til at ligge inden for:

 

  • Tekstforfatning
  • Kundeevents
  • Nyhedsbreve
  • Udvikling og formidling af kommunikationsværktøjer
  • Udvikling og redigering af hjemmeside
  • Online markedsføring

 

Du vil deltage i arbejdet med disse opgaver og på udvalgte områder have fuldt ansvar for opgaven.

Praktikken er i perioden fra 1. september 2012 til og med januar 2013 eller efter nærmere aftale. Du vil modtage et mindre månedligt tilskud til din SU gennem praktikperioden. Arbejdstiden er 37 timer/uge.

Din profil
Du studerer kommunikation eller marketing på kandidatniveau. Du er ved slutningen af din uddannelse og skal sandsynligvis i gang med dit speciale efter praktikopholdet. Du skal have personlig gennemslagskraft og turde tage initiativ. Du skal også have gode formidlingsevner og kunne formulere dig mundtligt og skriftligt på både dansk og engelsk.

Vi tilbyder
Din praktikperiode vil byde på en travl og mangesidet hverdag i et tværfagligt, internationalt miljø. Vi tilbyder et struktureret praktikophold, og du vil blive tilkoblet en faglig mentor, som vil hjælpe dig med at omsætte dine læringsmål for praktikken.

Flere af afdelingens opgaver går naturligt på tværs i forhold til opgaver, ideudvikling og implementering, og du vil derfor få et godt kendskab til samtlige opgavetyper i afdelingen og opbygge et stærkt netværk. I afdelingen er vi omkring 8 medarbejdere inkl. praktikanter og studentermedhjælpere.

Interesseret
Har du spørgsmål til stillingen i København, er du velkommen til at kontakte kommunikationskonsulent Trine Hjorth på tlf. 5161 2964. Vedr. stillingen i Aarhus skal du kontakte kommunikationschef Martin Christiansen på tlf. 5161 2806. Marker tydeligt i din ansøgning, om du ønsker at søge praktikantstillingen i København eller Aarhus.

Hvis du er klar til at sende din ansøgning, bedes du ansøge online ved at bruge linket på denne side. Vi ser frem til at høre fra dig senest den 30. marts 2012.


Deadline 30. marts
Arbejdssted Ørestad, Aarhus

Søg stillingen online 
 

Rambøll Management Consulting er et internationalt konsulenthus med mere end 400 faste medarbejdere og 300 projektassistenter, praktikanter og studentermedhjælpere. Vi har kontorer i Århus, København, Berlin, Hamborg, Brussel, Oslo, Stockholm og Helsinki. Vi leverer professionel rådgivning inden for management, it, research og survey.


Vi er en del af Rambøll Gruppen, der er en førende videnvirksomhed med aktiviteter inden for engineering, management og it. Rambøll Gruppen beskæftiger omkring 10.000 medarbejdere, der medvirker i projekter over hele verden fra næsten 200 kontorer i 23 lande. Vi har en markant tilstedeværelse i Nordeuropa, Indien, Rusland og Mellemøsten.