Margrethe Lyngs Mortensen, kommunikationsrådgiver, lyngskommunikation

 

Lyngs Mortensen, Margrethe.jpg #2

Strategi med mening

19. august 2008

Hvordan tænder man lyset i medarbejdernes øjne? Svaret kan man få i bogen ’Strategi med mening’: Ved ikke bare at have en strategi i en skuffe, men også sørge for at strategien giver mening for medarbejderne i virksomheden.


Virksomheder investerer, som mange kommunikatører vil vide, en masse kræfter i at udvikle strategier, men det sker - faktisk ret ofte - at de ikke implementeres. Faktisk hævder forfatterne, at der findes et uudnyttet potentiale på hele 60 pct. i Danmark.


Bogen gør opmærksom på gevinsten ved meningsfulde strategier og forklarer hvorfor, strategierne, som beklageligvis forbliver i skuffen (og i ledernes hoveder), ligefrem kan være kontraproduktive - altså slukke lyset helt hos medarbejdere og få dem til at søge nye græsgange. Til gengæld kan forståelige strategier give et engagement, som fastholder.


Manglende tid en dårlig undskyldning
Mange gange angives fænomenet ’tid’ som forklaring på, at strategien ikke føres ud i livet. Men bogens forfattere ser lidt nærmere på virksomhederne i Danmark og konstaterer, at tid (og mangel på samme) kan vise sig at være en undskyldning, som i virkelighedens verden kan dække over andre prioriteringer eller helt manglende prioritering. Det viser sig nemlig at være lettere at finde tiden, hvis man brænder for strategien.


Strategien kan nemlig gå hen og blive et kald. Der er to modeller. Den ene strategi skaber mening og betegner det lidt kølige og helt rationelle forhold til en virksomheds strategi.  Men så er der også den anden slags. Den strategi, som skaber (det gode danske ord) ’commitment’. Ordet dækker over det følelsesmæssige og personlige forhold til en strategi. Det er der, hvor ledere og medarbejdere helhjertet brænder for en sag, hvor der ikke bare er engagement, men ligefrem også en oplevelse af integritet. Bagsiden er selvfølgelig, at man kan glemme familie, frihed og ferie. Commitment til en strategi giver virksomheden handlekraft. Og med commitment i bagagen finder man simpelthen tiden til at føre strategien ud i livet.


Henry Ford sagde engang ’hvad enten du tror, du kan eller ikke kan, så får du sikkert ret. Det handler både om mulighed og om at tro. Når ledere og medarbejdere oplever at have ressourcer, er de også bedre til at føre strategien ud i livet. Og hvis de hele tiden tvivler og lader drift og dagligdag sluge hverdagen, så kan det blive svært at realisere strategien.


Bogen har masser af viden om virksomheder, gode eksempler og praktisk ledererfaring. Den er bestemt værd at læse for kommunikatører, der vil beskæftige sig med kommunikationspolitik og -strategi.


God Fornøjelse.

strategi med mening50x75.jpg

Strategi med mening
af Mark Holst-Mikkelsen og Flemming Poulfeldt
Børsens Forlag 2008
200 sider, 460 kr.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR