BOGANMELDELSE: Sådan spiser du en elefant
Helt bogstaveligt er det en lille fortælling om en kok, der skal lære nogle mennesker at tilberede elefanter og spise dem. Men egentligt handler bogen om, hvordan vi kan tage fat om de mentale barrierer, der forhindrer os i at tage hul på de udfordringer og opgaver, der ligger foran os. For hvorfor er der opgaver, vi udskyder gang på gang? Og hvorfor forsvinder de ikke, når nu vi prøver at ignorere dem? Michael Kold er coach og NLP træner og forfatter til denne bog, der i formen minder meget om bestselleren ’Hvem har flyttet min ost’ - en lille fortælling med en vigtig pointe, der kan hjælpe os med at løse de problemer, der bremser os både professionelt og personligt. De gode pointer i bogen er pakket ind i historien om kokken og elefanterne, men desværre falder den sproglige stil lidt igennem og giver bogen præg af en børnebogsfortælling. Bogen er hurtigt læst og side 75 opsummerer fint bogens pointer med listen over de syv faser, man skal igennem for at få taget hul på opgaverne. Rådene kender vi vist alle i forvejen, men åbenbart er de svære at omsætte til handling. Så hvis du er klar til at se din dårlige samvittighed i øjnene, kunne denne bog være anledningen til at komme af med den.
![]() |
Sådan spiser du en elefant Michael Kold Abudance 2008 83 sider, 129 kr. |
















