Boganmeldelse: Kompetent oversigtsværk om virksomhedsetik
15. juni 2007
Boganmeldelse:
Kompetent oversigtsværk om virksomhedsetik
Af seniorrådgiver Signe Mandrup Adamsen, JKL Group |
Virksomheders etik og ansvar er vigtige problemstillinger. Og som kommunikatører spiller vi en central rolle i forhold til virksomheders evne til at navigere i en stadig mere kompleks omverden med ændrede krav til erhvervslivet.
Med bogen Virksomhedsetik tager Jacob Dahl Rendtorff os hele vejen rundt om alle de komplekse sammenhænge, som har betydning for virksomheders etik og ansvar. Der er tale om et seriøst oversigtsværk, der afspejler Rendtorffs årelange arbejde inden for feltet. Og man skal ikke lade sig narre af titlen ’grundbog’. Der er tale om en indholdsrig bog spækket med referencer og eksempler.
Bogen spænder fra introduktion til de filosofiske konturer af etik til betydningen af værdiledelse og stakeholderdialog, som centrale elementer i den strategiske tilgang til positioner i debatten. Endvidere sætter bogen virksomhedsetik ind i en både dansk og europæisk kontekst og byder på perspektiver fra den amerikanske udvikling på området.
Bogen lider en anelse under den akademiske skrivestil, og Rendtorff efterlader ikke praktikeren med konkrete anvisninger til at omsætte den omfattende og komplekse fremstilling af virksomhedsetik i praksis. Når det så er sagt, er bogen et vigtigt bidrag til dansk litteratur på om-rådet, der er præget af bøger med fokus på cases. Jeg vil varmt anbefale bogen til praktikere såvel som studerende, der ønsker at få en god forståelse for feltet virksomhedsetik og samtidig blive intellektuelt udfordret!
En grundbog i organisation og ansvar
Af Jacob Dahl Rendtorff
Forlaget Samfundslitteratur 2007
200 sider,
299 kr.















Af seniorrådgiver Signe Mandrup Adamsen, JKL Group