Anmeldelse: Praktisk guide til gode ideer

9. februar 2007

 

Praktisk guide til gode ideer

 

Af partner Mikkel Jespersen, 1508

 

Brugerdrevet innovation og design har nu i flere år været udpeget som en af de væsentligste veje til at sikre danske virksomheder succes på et globaliseret marked. Der har været masser af debat, men få har givet anvisninger til, hvordan de gode ideer konkret skal finde vej til virksomhederne.

 

Med bogen ’Vinderkoncepter – brugerdrevet innovation og forretningsudvikling’ giver Trine Nielsen og Søren Merit et meget konkret bud på, hvordan gode ideer udvikles. Bogen er spækket med metoder og cases fra en række af de danske virksomheder, som allerede har vist vejen i forhold til at skabe træfsikre koncepter. Det er eksempelvis Colo-plast, Bang & Olufsen og Danmarks Radio, der alle har satset på systematisk idéudvikling i forhold til at fastholde og styrke markedsandele.

 

I bogen introduceres metoden Konceptuel Opdagelse, som er udviklingsramme med syv faser: Åbne afsæt, omverdensanalyse, indlevelse i brugerverdenen, idéværksted, konceptudvikling, konceptvalidering og eksekvering.

 

Metoden gennemgås fase for fase med mange detaljer og suppleres undervejs med casebeskrivelser, der illustrerer forfatternes pointer. Efter hver fase opsamles en række praktiske tips, som også gør bogen anvendelig som opslagsbog – fx hvis man lige mangler nogle brainstormingteknikker.

 

Forfatternes tilgang til innovation har fire hjørnesten, som fastholdes stramt gennem hele bogen:

 

1.  Vedholdende brugerinvolvering

2.  Fokus på oplevelser og helheder

3.  Tænk ud af løsningsboksen

4.  Udnyt design og visualisering

 

Vi skal brugerinvolvere, fordi vi skal forstå brugernes behov og følelser for at kunne skabe løsninger, der giver mening og værdi for dem, der skal anvende dem. Og vi skal tænke i helheder, fordi den samlede brugeroplevelse ikke kun skabes af produktet, men også af den sammenhæng, som produktet indgår i.

 

Når vi idéudvikler, skal vi gøre det systematisk, men samtidig give os selv mulighed for at tænke ud af løsningsboksen. Det unikke skabes lettest, når vi ser verden med nye øjne. Og sidst, men ikke mindst skal vi arbejde visuelt. Ved allerede tidligt i udviklingen at visualisere ideer og skabe prototyper bliver det let at formidle og validere en idé. ’Vinderkoncepter’ er en bog, som først og fremmest henvender sig til praktikere.

 

Den er skrevet i et flydende og direkte sprog, som gør den tilgængelig for en bred målgruppe. Det er en god kogebog for de virksomheder, som vil i gang med at arbejde systematisk med innovation, og der er bestemt også inspiration til professionelle.

 

Det er tydeligt, at Tine Nielsen og Søren Merit har både stor erfaring og har gjort deres research, men bogen byder desværre ikke på mange nye metoder og processer, og de fleste cases har været beskrevet i andre sammenhænge. Det havde været spændende, hvis forfatterne også havde vovet at give bud på nye tilgange til innovation eller havde fundet flere virksomhedscases ud over de klassiske hjemlige fyrtårne.

 

Men selvom det i høj grad er velkendte teknikker og eksempler, så er de bestemt ikke ringere af den grund. Bogen kan klart anbefales.

 

Så ned i boghandlen og ud og skab nogle bæredygtige ideer!

 

Vinderkoncepter – brugerdrevet innovation og forretningsudvikling

Trine Nielsen og Søren Merit

Børsens Forlag 2006

312 sider - 368 kr.