Anmeldelse: Den journalistiske etik til eftersyn

12. oktober 2006

 

Den journalistiske etik til eftersyn

 

Af Jon Kiellberg, journalist på Økonomisk Ugebrev

 

Det var på tide, fristes man til at sige. Et nyt tidsskrift for forskning i journalistik har set dagens lys. Journalistica hedder det kort og godt – og ligger i forlængelse af de historiske, politologiske og sociologiske tidsskrifter som Politica, GRUS, og Tidsskriftet Arbejderhistorie. Det første nummer tager fat på den journalistiske etik, og det er et godt sted at starte midt i det nye fragmenterede mediebillede. Der er brug for et indspark i debatten om den journalistiske uafhængighed og journalistens rolle som kritisk vagthund, som synes svære at fastholde på et marked, hvor journalisterne bliver presset fra alle sider med historier, deadlines og mindre tid til research. 

 

Journalistica er med til at skabe dybde og substans i den journalistiske verden og til dets omverden samtidig med, at journalisten får en ny platform for en mere videnskabelig tilgang til sit eget fag. Det giver god mening at gennemgå de moralske kodekser og de etiske regler i den journalistiske virkelighed – som et spejl for selvrefleksion og selvransagelse.

 

Temperatur på etikken
Lars Bjerg citerer Dewey ’Viden er ikke visdom, og information garanterer ikke god dømmekraft’. Og det er hovedessensen i den første artikel af Lars Bjerg. Hans bidrag er dog af svingende karakter og hans analyse af etik og moral virker for flakkende og polemisk og kommer ikke rigtig ud over den berømte rampe.

 

Så er der langt mere vidde og bid i Michael Bruun Andersens artikel om presseetik og markedsmoral. Artiklen diskuterer, hvad god presseetik er, når der sker en stadig større kommercialisering af avismarkedet, hvor det kritiske potentiale i journalistikken af og til må vige, da journalisten skal ’please’ læseren i stedet for at udfordre dem!

Annegrethe Skovbjerg og Oluf Jørgensens artikel tager tråden op og kommer med nogle meget interessante konkrete cases omkring klagesager og de forskellige dagblades etiske kriterier.

 

’Vrede over at blive forstyrret i gamle vaner’ kom det fra Henrik Cavling i 1909. Næsten 100 år efter tager Peter Bro tråden op og relancerer en presseetisk model, som kan være med til at afdække forestillinger om journalistikkens samfundsrolle. Peter Bro diskuterer, hvad danske journalister gør og bør ud fra en historisk kontekst, der bliver sammenholdt med et nutidigt perspektiv.

 

De sidste bidrag slutter temanummeret godt af med vinklerne: Journalisternes syn på den journalistiske etik og forandringsledelse og den journalistiske kvalitet fra henholdsvis den ansvarshavende redaktør på tidsskriftet Roger Buch og professor Anker Lund Brink, CBS International Center for Business and Politics.

 

Undgå indforståethed
Roger Buch indleder temanummeret med at skitsere tidsskriftet visioner om formidling med, at ’Journalistica skal leve op til alle konventioner for forskningstidsskrifter, men samtidig lægge stor vægt på formidlingen af forskningen, for at forhindre den blindgyde af indforståethed – for ikke at sige uforståelighed – som har ramt dele af den, ikke mindst samfundsvidenskaben’.  Det sidste lykkes kun til dels, da et par af historierne har et indforstået skær over sig – men det bliver der måske rettet op på i de kommende numre.


Journalistica - tidsskrift for forskning i journalistik
Ansvarlig redaktør: Lektor Roger Buch
Nr. 1- 2006
Forlaget Ajour 2006
Danmarks Journalisthøjskole
128 sider
128 kr. i løssalg, 328 kr. i abonnement for 3 numre