Y: En hyperkompleks generation
Af projekt koordinatorer Nikolas Nemeth & Kasper Greve, Effector Communications A/S
En flok forkælede, egocentriske, individualister, der bilder sig ind at verden kredser om dem. Sådan lyder påstandene som oftest om den såkaldte Generation Y. Men er fremtiden virkelig overladt i så skidte hænder eller defineres Y’erne ud fra 68’ernes værdipolitiske idealer, der måske trænger til en update? To repræsentanter for Generation Y diskuterer her forskelle og ligheder mellem X’erne og Y’ernes politiske engagement og de midler, hvormed de to generationer har manifesteret deres politiske engagement.
Generation X (68’ernes arvtagere født 1960-1973) var også en politisk bevidst og aktivistisk generation. Særligt i BZ-kulturen gik det heftigt for sig, uden at det dog lykkedes Generation X at leve op til 68´ernes stræberagtige politiske engagement. Generation Y vil hverken socialt eller politisk bindes til et fællesskab, der skal determinere vores dannelse. I Generation Y tilhører man en mangfoldighed af fællesskaber, der alle er med til at danne os som individer. Som Samuel Huntington er på afveje med hans tese om, at de forskellige civilisationer i verden tilhører et bestemt kulturelt skæbnefællesskab, går Generation Y’s kritikere ligeledes galt i byen, når de problematiserer, at Generation Y ikke tilhører et determinerende fællesskab, der danner os. Generation Y er kendetegnet ved, at vi tilhører en mangfoldighed af identiteter og fællesskaber, der alle er med til at definerer og danne os.
Projektkoordinator Nikolas Nemeth, Effector Communications A/S
Læs mere om kom-dag 'o8 , som sætter fokus på Generation Y
Tilmeld dig kom-dag 'o8
Lad os indledningsvist uddele et tak til de revolutionerende 68’ere for deres politiske aktivisme, som med rette fortjener en vis anerkendelse. Når det så er sagt, så har de samtidigt sat en urimelig høj standard for de følgende generationers politiske engagement. Overlæggeren blev simpelthen sat så højt, at de efterfølgende generationer kun har kunnet skuffe. Man kunne ligefrem hævde, at 68’erne qua deres ungdomsoprør og seksualfrigørelse m.m. allerede har kæmpet mange af slagene for Generation Y, og dermed gjort et politisk engagement af 68-dimensioner overflødigt?
Om den kulturhistoriske fællesreference omkring blomsterbørnene fra 1968 er den endelige sandhed, skal i denne sammenhæng stå ubesvaret hen. Men kan det virkelig passe, at ungdommen i dag har mistet interessen for andre end sig selv og derved er druknet i egocentrisk etnofobi – sådan som kritikerne (der ikke sjældent er repræsentanter fra 68’erne eller X’erne)? Nej, vel.
’Generation whY’
Vi tilhører som bekendt den udskældte Generation Y. Prædikatet stammer fra det amerikanske udtryk ”Generation whY”, altså hvorfor-generationen. I Danmark er Generation Y endda blevet tillagt det endnu mindre flatterende synonym ”Generation Fucked Up” af Morten Albæk, der for nyligt selv er omtalt som en ”professionel linselus.”
(Kilde: Berlingske Business, 'Samfundsrevser skal sælge vindmøller', 7. november 2008)
Der synes m.a.o. at herske en konsensus om, at Generation Y (1973-1985) består af egocentriske, politisk uengagerede individer, der udelukkende er drevet af egennyttige motiver med henblik på at skabe merværdi for sit eget selskab, aktieselskabet mig og merværdien selv. Dette skal ses i relation til det anpartsselskab, der kan karakteriseres som samfundet. Morten Albæk, der som nævnt er faderen bag overstående sammenligning i bogen af samme navn, beskylder sin egen generation for at svigte samfundets demokratiske idealer, og for ikke at besidde en ansvarsfølelse over for samfundets udvikling. Men kan det passe, at vi som Generation Y ufrivilligt skal tillægges denne ignorante rolle. Eller handler det i virkeligheden om, at vi lever i en anden tid, og at Generation Y i dag manifesterer sit politiske engagement på en anden måde og med andre midler.
Nye former for politisk - og socialt engagement
Før man diskuterer Generation Y’s påståede mangel på social bevidsthed og demokratisk deltagelse, er det vigtigt at opholde sig ved den historiske og politiske kontekst, de forskellige generationer er vokset op under og så at sige har skullet skabe sin egen identitet og stemme igennem. For kan det virkeligt passe, at man som ung i 2008 skal være politisk aktiv, bare fordi ens forfædre (grækerne, 68’erne og Generation X) var det. Nej selvfølgelig ikke. Eller rettere sagt, så er det en udbredt holdning i vores generation, at man kan være politisk engageret på mange måder i dag. Generation Y er politisk aktiv på en måde, der stemmer overens med den tid, vi lever i: Internettets og de sociale mediers tidsalder.
Til folketingsvalget i 2007 var der i Danmark 4.022.849 stemmeberettigede personer. Heraf viste 3.483.533 personer deres demokratiske ansvar og afgav deres stemme, svarende til en valgdeltagelse på ikke mindre end 86,53 %. Af disse ca. 3,4 mio. danskere må en del logisk set tilhøre Generation Y. Stemmesedlerne kan selvfølgelig have været blanke eller fyldt med tegninger af Anders And. Imidlertid tyder alt på, at langt størstedelen har benyttet lejligheden til at afgive deres stemme til demokratiet, Villy, Helle, Anders og Co.
Denne tendens bakkes op blandt tidens hotteste emner. Corporate Social Responsibility (CSR), økologi og klima har igennem de sidste mange år har spillet en væsentlig rolle på dagsordenen og genereret overskrifter som aldrig før, erhvervslivet investerer massivt i netop disse områder, hvilket igen har afstedkommet masser af mandetimer og tanker i bl.a. kommunikationsbranchen. Den anerkendte sociolog, Anthony Giddens, stiller i den sammenhæng spørgsmålet om, hvordan CSR nærmest er et megatrend, der fylder så meget blandt tidens tendenser, samtidig med, at der tales om en generation, for hvem socialt ansvar er ligegyldigt? Noget Giddens selv delvist besvarer, idet han argumenterer, at etik nu ligger hos den enkelte frem for eksempelvis hos kirken. Derved forholder alle sig konstant til sin egen etik, hvilket medfører at etik som begreb ændres og får en betydning, der vægtes anderledes – ikke mindst via kravet om CSR.
Generation Y vil kæmpe for demokratiet
Men for at diskutere de forskellige generationers politiske engagement, må vi desuden pointere vigtigheden i at holde de historiske kontekster op imod hinanden. Ligesom Holger Danske først drager i krig, når Danmark bliver truet, mobiliserer Generation Y også først en politisk storoffensiv, når vores demokratiske idealer bliver truet. Af samme grund mener vi, at det er unuanceret, når Morten Albæk i sin bog hævder, at Generation Y burde lade sig inspirere af de unge studenters historiske kamp for demokrati i Østeuropa (Kilde: Albæk & Hylleberg, Generation Fucked Up?, s. 14, Forlaget Klim (2005))
Hvis det eksempelvis er opstanden i Ungarn i 1956, som Albæk skødesløst hentyder til, mobiliserede de ungarske studenter i 1956 en væbnet og folkelig opstand mod en undertrykkende sovjetisk besættelsesmagt, der dræbte den ungarske befolkning efter forgodtbefindende. De ungarske studerende kæmpede m.a.o. reelt mod et diktatur, en demokratiets fjende. Vores pointe er selvfølgelig ikke, at der ikke længere findes uretfærdighed og undertrykkelse i verden anno 2008. Afrika står stadig tilbage som det fortabte kontinent, der langsomt men sikkert hægtes af globaliseringens goder. Irak-krigen er en katastrofe, hvor man måske har vundet en krig på et tvivlsomt grundlag, men hvor freden er ved at blives tabt. Endelig har vi oplevet en højredrejning af dimensioner i Danmark. Uden dog af den grund at tegne et glansbillede af Danmark, må man imidlertid konstatere, at demokratiet herhjemme i det store hele har det godt. Selvfølgelig er der plads til forbedringer, og der er altid plads til et større politisk engagement, men alt dette til trods er sammenligningen med opstanden i Ungarn eller Murens fald for den sags skyld, stærkt unuancerede. Den dag Danmark bliver invaderet af en fremmed besættelsesmagt, der ønsker at afsætte vores folkevalgte regering eller underminere vores fundamentale demokratiske rettigheder, og indføre et diktatur, skal der ikke herske tvivl om, at Generation Y også vil vågne op til politisk dåd og kæmpe for deres rettigheder.
’Jeg er online, ergo er jeg’
I forhold til den politiske scene anno 2008, lyder parolen endvidere ikke sjældent, at engagementet i samfund og borgerskab ikke er, hvad det var for 40 år siden. Imidlertid har de stolte udråbere heraf tilsyneladende overset, hvordan 68’erne har bevæget sig fra solidaritet til selvidentitet. Samtidigt kan det ikke siges tydeligt nok, at det politiske engagement og kampen for fortsat at nyde godt at de demokratiske rettigheder i dag helt naturligt udkæmpes med nogle andre midler end i 68.
Valgmøderne og forsamlingshusene er ikke længere velbesøgte, det er uden for enhver tvivl. Og med medialiseringen af samfundet er der sket et skifte, der gør, at det ville være mærkeligt, hvis det stadig forholdt sig sådan. I skrivende stund har Villy Søvndal f.eks. 27.715 venner på facebook, Helle Thorning har 12.848 og Anders Fogh har 25.463, hvilket langt overstiger, hvad der var plads til i forsamlingshusene. I kraft af medialiseringen af samfundet har vælgerne og politikken skiftet karakter.
Politikere er ikke længere defineret ved en social og konstitutionel konstruktion, men i høj grad også ved det personlige og karismatiske. Kampen om dagsordenen foregår i et nyhedsbillede, der konstant opdateres og hvor der er i den grad fokuseres på enkeltsager, konflikter og (privat-)personer, ligesom tematikken i høj grad omhandler spin og metaspin – spillet om (magt-)spillet (ikke mindst spillet, som det udmønter sig på facebook). Set i dette perspektiv er er Generation Y’s cogito ”Jeg er online, ergo er jeg!” Herved redefineres hvorvidt man er til stede eller ej, hvor vidt man er engageret eller ej, ligesom det medialiserede demokrati i kraft af facebook m.m. redifinerer mobiliseringen. Via de nye og sociale medier er der flere potentielle aktivister, end der nogensinde har været til et vælgermøde. Her skabes identitet, indhold og udtryk. De virtuelle fællesskaber lever i bedste velgående. Generation Y er født ind i det medialiserede samfund, og derfor eksisterer generationens forestilling om holdninger og politik via de nye medier.
Mangfoldige fællesskaber
Hos Generation Y kæmpes langt flere vigtige kampe end hvorvidt ældrechecken stiger eller falder til næste år. Det er værd at huske på, at snart er 40 % af den danske befolkning over 60 år, og det skaber en del problemer for denne gruppe at søge indflydelse på den offentlige scene for andre. Mange politikere forstår endnu ikke at bruge den - efterhånden ikke helt nye platform - men det kommer. Til gengæld er det massemedierede demokrati gennem tv, radion og dagblade en fuldbyrdet realitet. Mediernes egenlogik dominerer og må forstås på de præmisser, og når man arbejder på at forstå Generation Y’s tilstand, bør det være det logiske sted at tage sit udgangspunkt. (For en uddybning af medialiseringsbegrebet kan anbefales professor Stig Hjarvards nye bog ”En verden af medier”). Som repræsentanter for Generation Y vender vi os mod et globalt perspektiv og iagttager med stor beundring, hvordan det er lykkedes den kommende amerikanske præsident, Barak Obama, at skabe en hidtil uset mobilisering af de unge vælgere ved at kommunikere strategisk på de unges præmisser og platforme – og med stor succes til følge.
Når unge i dag vælger ikke at melde sig ind i et politisk parti, skal det derfor ikke nødvendigvis anskues som en demokratisk falliterklæring. Tværtimod lader Generation Y sig i langt højere grad mobilisere af enkeltsager, og vi vil ikke nødvendigvis lade os binde til et politisk parti og det dertilhørende partiloyale fællesskab. Generation Y består af en lang række segmenterede politiske engagementer, frem for en samlet massebevægelse. Men det betyder også, at det i høj grad er sagen, som Generation Y kæmper for – ikke magten eller æren. Og når vi nu taler om Generations Y’s manglende politiske loyalitet, så hænger det også sammen med den politiske udvikling igennem de senere år, hvor politik med nogen ret kan hævdes at have udviklet sig i retning af form uden indhold, spin, topstyring i de politiske partier, politikernes kommunikative undvigelsesmanøvre, politikere, der ikke vil diskutere noget udenfor partiprogrammet samt mediernes stigende tendens til forenkling i massemedierne. Som det hedder ifølge Claus Hjort Fredriksen og Anders Fogh Rasmussen: ”Kan det ikke forklares, kan det ikke forsvares!” Det faktum, at der i de senere år er kommet en tendens til at flere politikere, hvoraf mange er gamle 68’ere, skifter parti henover den politiske akse, er endelig heller ikke med til at gøre politik mere troværdigt for Generation Y. Karen Jespersen er en glimrende repræsentant for dette politiske zapperi: En 68’er, der har sejret sig selv ihjel og fuldstændigt solgt ud.
Aktivismen lever stadig
I den forbindelse er det også vigtigt at pointere, at der stadig findes politiske ildsjæle af den gamle skole i dag. Der findes stadig ”en flok forkælede egocentriske individer” i Generation Y, der dedikerer store dele af deres liv til frivilligt solidaritetsarbejde til gavn for marginaliserede samfundsgrupper på den anden side af jorden. Endvidere er den nylige auktion mod Sandholmlejren et rimeligt hint om, at flere Y’ere interesserer sig aktivt for asylansøgeres velbefindende, som eller ikke har stået højt på dagsordenen. Ligeledes har adskillige unge kæmpet for et hus de har haft i 30 år på Jagtvej 69, men det er ikke længere frihedskamp om retten til at være anderledes, men en flok voldspsykopater ifølge dem, der sætter dagsordenen i Danmark. Farvel Christiania, farvel børnehus og ungdomshus, må brugerne gå hjem og glemme deres engagement, så politiet kan bruge deres tid på at sende mennesker tilbage til krigsramte lande. For hvis man engagerer sig i modstand mod ensretning og den opståede ligegyldighed med menneskerettigheder, gøres det åbenbart ikke at politisk solidariske grunde, men for at genere 68’erne på områder, hvor de ønsker golfbaner og rekreation. Røde mor sang ”strømer, kom og dans med mig”, lyder tonen nu nærmere ”strømer, kom og fjern de unge – de larmer!!” Centrumvenstre-tænketanken CEVEA er ligeledes hovedsagligt startet af såkaldt ”forkælede individualister” fra Generation Y, der har fået nok af den politiske udvikling i dagens Danmark og det manglende fokus på nye og mere mangfoldige fællesskaber.
Den hyperkomplekse Generation Y
Mange vil argumentere for, at Generation Y’s selvoptagethed kommer til udtryk via eksempelvis krav til karriere og fritid. Men det er vel netop en immanent konsekvens af ’68, at kønsrollemønstre nedbrydes, og at familie, venner og fritid opprioriteres i det, der er blevet beskrevet som oplevelsesøkonomien.
Lad os derfor blot tage hul på kritikken af Generation Y, der utvivlsomt både rummer egoisme og forkælelse, men også så meget andet: Idealisme, globalt udsyn og teknologioptimisme. Lad os blot kritisere Generation Y, men lad det ske på et lødigt grundlag – og ikke blot med afsæt i en selvbestaltet filosof, der ved et uheld er trådt op på talerstolen. Men selvfølgelig er det altid nemmere at fastholde en generation i nogle på forhånd fast definerede og fastlåste perceptioner. Sådan foregår kommunikation imidlertid ikke anno 2008. Kommunikation, politisk engagement og Generation Y er hyperkomplekse størrelser. Det bør forstås!!
Projektkoordinator Kasper Greve, Effector Communications A/S
