Viden med andre ord
Anmeldelse af bogen 'Nye vidensmedier'Af Stephan Sabinsky, kommunikationsrådgiver
Redaktionsgruppen bag antologien ‘Nye vidensmedier’ kommer fra Det Informationsvidenskabelige Akademi, der før hed Danmarks Biblioteksskole, og mange af artiklerne er da også særligt relevante for folk, der beskæftiger sig med forskning i biblioteker og biblioteksbetjening
Hans Jørn Nielsen, Helene Høyrup, Hans Dam Christensen (Red.) Nye Vidensmedier - Kultur, Læring, Kommunikation 220 sider, 319 kr. Nye vidensmedier var ikke en page turner for denne læsers vedkommende. Men bag de akademiske og universitære formuleringer gemmer sig interessante refleksioner. Det forekommer umiddelbart tilstrækkeligt for mig at sige, at YouTube er et brugergenereret medie. Og jeg kan ikke undgå at trække lidt på smilebåndet af denne formulering: ‘På sociale netværkssider som YouTube kommunikeres audiovisuelt indhold mellem mennesker uden om en journalistisk redaktion eller en central kunstnerisk/æstetisk gatekeeper’. Men jeg tror, det er sundt at få nogle andre ord på det åbenlyse, smilet skyldtes også en ny vinkel på fænomenet YouTube, ny viden. Et standpunkt i bogen er, at vidensmedier ikke er en bestemt type medier. Medier bliver til vidensmedier, når de bruges til at tilegne sig viden af enhver slags. Et andet sted anføres det, at alle medier i princippet kan fungere som vidensmedier, ‘idet det er gennem brugernes anvendelse og intention, at mediet konstrueres som et vidensmedie’. Nye vidensmedier er ikke ‘must read’ for den travle kommunikationspraktiker. Men for målgrupperne, især biblioteksforskerne, er der sikkert tale om en relevant og spændende bog.















