Velkommen til nr. 44

Af Anne Juel Jørgensen, PR and Corporate Communications, Georgetown University

Jeg stod midt i det hele, da amerikanerne tog imod Barack Obama som USA’s 44. præsident. George W. Bush blev buet hjem til Midland, mens Obama fik en varm velkomst af 2 millioner på The Mall i Washington.

Indsættelsen af en ny præsident er en af demokratiets store festdage. Men det er især Demokraternes festdag efter otte år på sidelinjen. Folk lægger heller ikke skjul på det. Bush bliver buet ud af mine ståkammerater. Og helt symbolsk bliver vicepræsident Cheney kørt rundt i en rullestol. Han har forstrækket ryggen efter, at han har båret på en flyttekasse. Farvel til dem.

’Buuh’, råber folk til Bush og Cheney. Og YES til Obama.

 

Det er tirsdag den 20. januar 2009. Barack H. Obama skal aflægge ed som USA´s 44. præsident. Jeg står på The Mall sammen med to millioner andre for at opleve det historiske øjeblik, hvor den første afro-amerikanske præsident bliver sat ind – og den mest upoplære præsident, jeg selv kan huske (Nixon gik af tre dage efter, jeg blev født), bliver skiftet ud og får en løftet pegefinger med på vejen.

Frivillige giver ’hi five’ og siger godmorgen til folk, der er på vej til Obama´s indsættelse. Foto: Peter Vestergaard.

Før jul gik jeg i gang med planlægningen sammen med min mand og gode venner.

Alt går efter vores plan, bortset fra at vinterinfluenzaen har ramt flere. Folk kommer cyklende fra Washingtons forstæder i Virginia, da broerne er lukkede over floden Potomac. Det er dagen, hvor bilister bliver cyklister og B-mennesker bliver A-mennesker. Vi mødes før kl. 8 og cykler i trop gennem en næsten bilfri by, hvor alle går i samme retning – mod floden og The Mall.

På The Mall. Går rask afsted for at se, hvor langt vi kan nå. Foto: Peter Vestergaard	Her er min plads ved mindesmærket for Anden Verdenskrig ca. kl. 9. Foto: Christoffer Thornøe

Her er så stille, ja som København på en tidlig søndag morgen. Folk går af sted med forventningens glæde og højtideligheden lysende under huer, halstørklæder og store frakker. Vi er fælles om at dele det her øjeblik – sort, hvid, amerikaner, dansker, mand eller kvinde..... ja uanset hvem vi nu er på vejen gennem bydelen Georgetown og Georgetown Washington University.

Kan lige så godt indrømme det. Jeg ser ham ikke. Jeg er ikke heldig som Poul Nyrup, den danske ambassadør eller de danske journalister med presseakkreditering. Jeg står langt væk, og alligevel midt i det hele - bag The Washington Momument. Jeg kan se kuplen på Kongressen. Står tæt ved en stormskærm med god lyd. (Ville da gerne have byttet med Poul eller ambassadøren, men mon de ville det......)

Kl. 11.30 sætter jeg mig på den dybfrosne jord. Jeg er ved at besvime – måske det ikke er så klogt at stå der i kulden med influenza og en seks måneder gravid mave. Men jeg vil ikke gå glip af øjeblikket. Tilfældigvis var jeg i Washington DC under 9/11 på et studieophold. Og tilfædigvis er jeg tilbage for en tre-årig periode, hvor først primærvalg, så valget og nu magtskiftet har været en stor del af min families og venners hverdag. 9/11 blev skelsættende. Det bliver 20. januar 2009 også. Hvor skelsættende får vi at se.

Her er min plads ved mindesmærket for Anden Verdenskrig ca. kl. 11. Foto: Christoffer Thornøe	Mange mennesker venter spændt. En eller anden har taget en papfigur med af Obama. Sku vi da ellers glemme, hvem og hvad det handler om? Foto: Peter Vestergaard

Her står vi så og venter i 3 stive timer. Vi drikker kaffe og kakao. Stamper i jorden for at holde boldcirkulationen i gang. En dame maser sig forbi. Hun har dekoreret sit slag med Obama badges, de sidder tæt og dækker hele forstykket. Snakker lidt med dem ved siden af, der kom med en bus imorges kl. 4 og skal hjem igen i eftermiddag kl. 4. Hvad skal de lave, spørger de?

 

Så kommer det. Øjeblikket. Alle holder vejret, mens Obama aflægger sin ed. Derefter løfter menneskemængdens jubel mig op, jeg glemmer frosne fingrer og tæer. Godt nok kludrer formanden for Højesteret i det, men det tilgiver vi ham med det samme. Obama smiler også. Det er jo bare en detalje ved siden af de udfordringer, som ikke bare Obama, men amerikanerne – og os andre – står overfor.

 

Obama aflægger ed – set på en storskærm på The Mall. Foto: Christoffer Thornøe

Jeg har som så mange andre store forventninger til talen. Nogle ved siden af mig græder. Andre råber: OH YES (i stedet for OH lord), som er vi til en baptistisk gudstjeneste. 

Der er mange elementer, som vi hver især tager til os. Nu små 24 timer efter er der sagt og skrevet meget om den. Umiddelbart er der ikke et citat, der står tilbage hos mig som Kennedy´s ’don´t ask what your country can do you for.....’, men det kommer måske, når vi kigger tilbage om nogle måneder eller år. Samlet set markerer den en ny begyndelse. Og det er da ubeskriveligt at stå her bare 46 år efter Martin Luther King Jr. holdte sin ’I have a Dream’ tale og se Barack H. Obama blive indsat som præsident i Guds eget land.