Underholdende tv
BoganmeldeAf bestyrelsesmedlem i UngKom Lene Grønborg Poulsen
Danmarks førende medieforskere på underholdningsområdet tager i bogen 'Underholdende tv' læserne med en tur om bag tv-skærmen. Her får du en mulighed for at blive klogere på 'underholdning på tv' samt på nutidens mediebranche og produktionsforhold.
Redigeret af Hanne Bruun og Kirsten Frandsen Underholdende TV 295 sider, 298,00 kr.
Bogen præsenterer grundige og interessante analyser af underholdende koncepter som: glitrende kjoler i 'Vild med dans', tv satiren i forandring, fascinerende rejseprogrammer og meget mere. Eller sagt på en anden måde, så undersøger bogen blandt andet spørgsmålene: 'Hvad er tiltrækkende ved konceptet 'Vild med dans' og 'Hvilken underholdningsværdi er der i at se en sportskamp?' 'Underholdende tv' er delt op i ni kapitler, som omhandler:
- Hvad er tv underholdning?
- Show og samvær
- Tv-sport
- Livsstilsprogrammer
- Rejseprogrammer
- Tv-reklame
- Det globale tv-marked
- Tv-satire
- Brugerproduceret underholdning
Bogens helt klare force er, at den trækker på så mange medieforskere, der med hver deres spidskompetence bidrager med viden om deres hovedområde. Derudover præsenterer 'Underholdende tv' analyser fra tre forskellige vinkler:
- Analyse af seeres oplevelser
- Analyse af særlige æstetiske eller indholdsmæssige træk i tv-programmer
- Analyse af bestemte intentioner hos dem, der distribuerer og producerer tv
Bogens ni bidrag skaber herigennem et billede af et meget kompleks medielandskab, hvor også nye digitale tilbud gør sig gældende. Dog kunne det i fremtiden være spændende at høre et bud fra forskerne om, hvordan 'on demand' tv-muligheder påvirker både seeroplevelsen, æstetikken og produktionsforhold i en dansk kontekst.
'Underholdende tv' er ikke en hurtigt og nemt læst bog – til gengæld kommer den hele vejen rundt om emnet med spændende og interessante betragtninger.














