ANDERS SCHROLL

Anders Schroll

 

Anders Schroll er kommunikationschef i H. Lundbeck A/S med ansvar for intern kommunikation og presserelationer. Anders Schroll er uddannet cand.scient.soc i public relations fra Roskilde Universitetscenter og har siden børsnoteringen i 1999 været med til at opbygge kommunikationsafdelingen på Lundbeck.

Tre bud på fremtidens kommunikationsafdeling

11. november 2009

Af kommunikationschef Anders Schroll, Lundbeck A/S



Kommunikationschef Mads Madsen fra Novozymes, kommunaldirektør Henrik Kolind fra Roskilde Kommune og managementkonsulent Thomas Schmidt fra McKinsey & Company gav hver deres interessante bud på kommunikationsafdelingen anno 2019.

Se slides og læs flere artikler fra kom-dag’o9 
 

Mads Madsen –  ‘A damn good typist’

Tilbage i 1999 kaldte en investment banker Mads Madsen for en ’damn good typist’. Mads Madsen kunne heldigvis se tilbage på, at der er sket meget de seneste 10 år – hvilket også bringer håb om, hvor meget der kan nå at ske frem mod 2019.


Meget kommer til at handle om kommunikationsbranchens egne visioner og modet til at leve visionerne ud i praksis. Og for Mads Madsen er det en klar vision, at diskussionen om, hvorvidt kommunikation skaber værdi for forretningen, noget vi har lagt bag os. I 2019 er kommunikation en fuldt integreret del af forretningen på linje med forskning, udvikling, produktion, salg og marketing. Og vi tør blive målt på det – ikke blot ud fra traditionelle kommunikationsmål, men som led i at opnå virksomhedens mål.


Tre kompetencer bliver afgørende for fremtidens kommunikatører: 1) globalt fokus 2) Public affairs 3)Sociale medier. Og hvor vi de sidste ti år har taget skridtet fra producent til rådgiver, bliver dirigenten og evnen til at orkestrere virksomhedens kommunikation en nøglerolle. Den centrale kommunikationsafdeling bliver skiftet ud af decentrale kommunikationsenheder ude i forretningen ud fra devisen, at kommunikation er en ”embedded” del af det at drive forretning.



 

Henrik Kolind – mere end blot at informere

For Henrik Kolind står kommunerne over for en række udfordringer, som kommunikatører kan være med til at imødegå. Kommunikatører skal hjælpe kommuner med at fastholde deres legitimitet og eksistensberettigelse, håndtere et stigende antal skandalesager i medierne, medvirke til øget åbenhed og gennemsigtighed i forvaltningen samt udnytte sociale medier til forbedret borgerservice. Fem opgaver er væsentlige: 1) strategisk rådgivning af linjeledelsen, 2) rådgivning af borgmesteren, 3) strategisk omdømmeledelse, 4) udnyttelse af nye IT platforme og medier samt 5) hjælp til at flytte perspektivet i kommunen fra et indefra-ud til et udefra-ind perspektiv.

På mange måder tror Henrik Kolind at kommunikationsafdelingen i 2019 vil ligne dagens kommunikationsafdelinger. Men kommunikatørerne har brug for mere end blot at kunne informere og formidle. De skal kunne kende materien til bunds og forudsige udfaldet af en sag.

 

Thomas Schmidt – Det perfekte CV

Thomas Schmidt fra McKinsey gav sit bud på kommunikatørers rolle i forhold til fem makro-trends, som vil præge verden i de kommende 10 år.


’The great rebalancing’ - I de kommende år vil udviklingslandende stå for størstedelen af væksten i verden. For kommunikatøren handler det om at hjælpe virksomhederne til at forstå de nye muligheder og trusler i dette ændrede marked.


’The productivity revolution’ - Ikke mindst i Europa kan vi ikke længere forvente vækst ved at øge arbejdsstyrken. Fremover kræver det produktivitetsforbedringer. Her kan kommunikatøren spille en rolle i at sikre, at virksomheder formår at øge produktiviteten.


’The global grid’ - Verden hænger sammen i et stort globalt netværk. Kapital, handel og information er i dag globalt forbundet, og kommunikatøren kan hjælpe med at sætte ord på, hvordan man som medarbejder forstår, hvad det vil sige at arbejde i en fuldt ud globaliseret verden.


’Pricing the planet’ - Jordens ressourcer er ved at være brugt op, og det kan blive en stor udfordring at forholde sig til og positionere sig i forhold til de risici, som det medfører for virksomheder.


’Market State’ - Stater vil i langt højere grad end tidligere regulere markedet. Der ligger derfor en stor opgave i at forstå og påvirke de reguleringer, som kan påvirke virksomheders muligheder for at drive forretning.


Og så skal kommunikatører hjælpe med til at understøtte det evige behov hos organisationer om at kunne omstille sig  i et hurtigt og foranderligt marked.


For Thomas kan CVet for fremtidens kommunikatør lyde som følger: Verdensborger, forandringsvillig, med til at bygge fremtidens ledere, evne til at forudsige og påvirke det politiske miljø, en naturlig teamspiller og i stand til at håndtere det uforudsete.

Se også

Webfilm fra kom-dag’o9 og prisoverrækkelsen

Slides og læs flere artikler fra kom-dag’o9

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR