Talens magt
Af Kirsten Holm-Petersen, kommunikationsrådgiver og udøver, Holmpkommunikation
Retorik. Ikke et ord, der skræmmer mig mere – tværtimod. Her er bogen, der har hjulpet mig til at indse, at disciplinen ’retorik’ kan give mig værdifulde værktøjer som kommunikationsrådgiver og kommunikatør.
Jonas Gabrielsen et al.
Talens magt - Indføring i mundtlig retorik
Academica
126 sider, 220 kr.
Ordet retorik har tidligere fået mig til at spænde hanen på mit gevær. Lidt fint, meget langhåret og i hvert fald ikke noget for mig. Nu ved jeg, at jeg har taget fejl. Og det skyldes en lille, nemt læst bog fra CBS, ’Talens magt – indføring i mundtlig retorik’.
Nu ved jeg fx, at retorik er læren om overbevisende kommunikation. At mundtlig retorik ikke er kunsten at overbevise, men håndværket at overbevise. At få indflydelse, at præge sine omgivelser, at få folk med på sine ideer, at tilegne sig en stemme i samfundet – alt sammen i denne bogs sammenhæng i kraft af den mundtlige kommunikation. Rigtig mange af de ting, jeg arbejder med i dagligdagen, når jeg fx hjælper organisationer med at kommunikere deres holdninger og synspunkter ud i verden – enten som oplægsholdere på konferencer, i interviews i de elektroniske medier eller via andre mundtlige platforme.
Bogen er en super indføring i retorikkens værktøjer. Sat op i overskuelige kapitler og med gode begreber, der er lette at tage med videre ud i verden. Ja, noget af det er banalt, når først man ser det på skrift. Men mange ting er rigtigt enkle, når nogen først har fundet på at stille dem op på lige dén måde.
Tag for eksempel afsnittet om formålet med en given tale. Retorik er at overbevise – men skal talen overbevise i kraft af sin evne til at få publikum til at reflektere, forstå, skabe enighed, engagere, ændre holdninger eller få nogen til at handle? Hvis det bliver uklart, hvad en tale har af endemål, kan man ikke bruge retorikkens værktøjer og dermed skabes der ikke kontakt til publikum.
Eller tag afsnittet om publikum. Bogen skelner mellem en tales tilhørere og en tales publikum. Glem alt om tilhørerne – det er publikum, der er interessant, altså de af tilhørerne, der reelt har mulighed for at realisere talens formål.
Bogen spænder vidt. Fra en gennemgang af syv centrale retorikere – Aristoteles m.fl. – over en række kapitler, der sætter fokus på talens mange aspekter til hvordan man skal stå, når man skal holde en overbevisende tale. Det hele på 120 letlæste sider.
P.S. Jeg har også fået hold på begrebet 'topik' – en central del af den retoriske argumentationslære! Men det må I selv læse jer til...














