Skal dokumentar være sandt?

Af Jeanette Serritzlev

Skal en dokumentarfilm fortælle sandheden, hele sandheden og kun sandheden? I så fald dumper ’Armadillo’ voldsomt. Må den være et partsindlæg, et debatindlæg i videoformat? I så fald er filmen pænt pakket ind, mens den udsiger budskabet: Det nytter ikke

’Armadillo’ vil ændre danskernes syn på Afghanistan,’ lød nogle af profetierne, da den så omtalte film blev vist i Cannes. Om den vil det, er nok tvivlsomt, for den viser ikke meget mere, end Niels Brink gjorde for år tilbage gjorde i ’Rød Zone’. Det, der er langt mere interessant at diskutere, er, hvad rammerne for dokumentar er. Eller hvad de bør være.

Skal dokumentar være sandt – eller må det være et partsindlæg? Den sandhed, som ’Armadillo’ viser, er i hvert fald meget langt fra den, jeg selv oplevede i Helmand.

Filmen skildrer en deling, der udfører et godt stykke arbejde. Der er ingen tvivl om, at det er professionelle, unge mænd og kvinder, vi sender af sted. Filmen viser soldaterne på nogle patruljer i området omkring lejren Armadillo, der nu hedder Budwan. Der er flere scener med lokale afghanere. Pudsigt nok alle kritiske over for ISAF. Jeg siger ikke, at alle lokale falder på halen over internationale styrker. Slet ikke. Men det er godt nok et karikeret billede af virkeligheden.

Jeg var presseofficer på hold 8, og en af mine opgaver var selvsagt at dokumentere vores indsats i området. Jeg har derfor været med ude mange gange og talt med rigtigt, rigtigt mange af de lokale, og jeg kan ikke genkende det billede, som Metz skildrer. Det er ikke min virkelighed. Overordnet var langt størstedelen af de afghanere, jeg mødte i Helmand, positive over for os. Bevares; de fleste så da helst et land, hvor der ikke var behov for udenlandske styrker. Hvem ville ikke det?

Problemet er ikke, at Metz har en kritisk holdning til indsatsen i Afghanistan. Det er han jo i sin gode ret til. Problemet opstår, når han foregiver at vise ’den sande virkelighed uden at forholde sig til den’. Man skal ikke have haft mange timers indføring i socialkonstruktivisme, før man godt ved, at dette ikke kan lade sig gøre. Fint nok. Vi ved det. Hvad med dem, der ikke gør?

Debatten om filmen har været på filmens præmisser, og kun meget sjældent har spørgsmålet været rejst: Hvad vil filmen? Og hvad viser den ikke? Filmen er blevet indoptaget i den offentlige debat som et stykke dokumentar, der skildrer dansk indsats i Afghanistan – og som vi så på det grundlag må forholde os til. Det er der, filmen knækker for mig.

Filmen er først og fremmest et kunstnerisk produkt. Kunst må godt ’sætter problemer under debat’, som Georg Brandes ønskede sig det af litteraturen. Det er godt. Men kunst er ikke virkelighed, og selv det naturalistiske teater foregiver ikke at være det.

Der skal være plads til kritiske indlæg i debatten, selvfølgelig! Men skal vi diskutere, skal det gøres på reelt grundlag. Metz lader de patosstærke basuner synge, og så kan det være svært for den seriøse fagmand at komme med statistikker og anden fakta.

Metz’ film er god underholdning. Men det er ikke sandheden om Afghanistan. Heldigvis. Problemet er bare, hvis det er den opfattelse, befolkningen får.