SIGNE BONNÉN

Bonnén, Signe.jpg

 
Signe Bonnén DKF_ikon_valgt3c.gif er indehaver af Artefakt kommunikation. Signe Bonnén har stor erfaring med at træne og undervise i mundtlig kommunikation samt at undervise i at skrive bedre tekster.

Se positivt og bryd vaner

12. august 2010

Af Signe Bonnén, ejer af Artefakt kommunikation



Hvem vil ikke have god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Og i det hele taget være i balance hele dagen og hele livet. Denne bog giver konkrete øvelser og anbefalinger til, hvordan du kan få det og komme i gang. Den lægger op til, at du skal tage nogle beslutninger, som du skal efterleve, for tingene sker ikke af sig selv.

 Balance for livet. Rolf Sylvester-Hvid og Marlene Horsbøl Sylvester-Hvid
Balance for livet - bryd vanen, og find din work-life balance
Gyldendal Business
122 sider, 300 kr.  
 

Der findes et væld af denne slags bøger på markedet, og det bliver ved. Så det er ikke fordi, denne bog fylder et tomt hul. Denne er nu alligevel i den bedre ende af dem, jeg har kendskab til. Måske fordi forfatternes udgangspunkt ikke er så naglefast. Forfatterne plukker fra forskellige retninger og tager lidt af det gode fra flere områder. Fx er der også lidt om ernæring, motion og søvn.


I det første kapitel ’mentale strategier’ bliver der skrevet om den positive tilgang til livet, og hvordan den tilgang netop har betydning for, hvordan man ser på sine udfordringer og glæder. Forfatterne kommer ind på, at mennesker er vanedyr, og hvis vi vil forandre noget i vores liv, må vi også være parate til at ændre vaner.


De to næste kapitler handler om krav og ressourcer, for at balancen kan være i orden. Kapitel 4 handler om roller, livsværdier og relationer. Allersidst i bogen ligger en CD med trin for trin anbefalinger til, hvordan du skal få dine beslutninger helt ind i kroppen. Første øvelse starter med, at vi skal sige vores beslutning højt for os selv og derefter slappe af i hele kroppen. Det er en rolig mandestemme, som guider lytteren i øvelsen. Han husker at sige, at vi skal slukke for mobilen, inden vi går i gang – vi skal være i ro og være afslappede, når vigtige beslutninger skal tages. Næste øvelse handler om, hvordan de vigtige beslutninger tager sig ud i livet.