Perfekt partnerskab
Af Helene Brinkgaard, UngKom
Titlen på Gitte Mandrups bog ’Perfekt partnerskab – Forretningsorienteret HR i praksis’ rammer meget godt hendes plan for udviklingen af HR-faget. HR skal blive en integreret del af forretningen, og HR-lederne skal sidde med, når beslutningerne i virksomheden skal træffes.
Gitte Mandrup Perfekt partnerskab - Forretningsorienteret HR i praksis 253 sider, 300 kr. Uden at påstå at HR-afdelingerne ikke er respekteret i dagens virksomheder, udfordrer forfatteren HR-ledere til at have større ambitioner for deres indflydelse i virksomheden og tilbyder i denne bog konkrete værktøjer til at opnå dette. Forfatteren kombinerer eksisterende faglitteratur med egne erfaringer for at tilbyde ideer til, hvordan samspillet mellem HR, ledelse og forretning kan forstærkes. Det er en slags håndbog, der konstant fastholder fokus på praksis og appellerer til en ændring i holdning, adfærd og handling. Et vigtigt budskab i bogen er således, at HR-afdelingen skal have det rette mindset for at imødekomme virksomhedens behov fra et forretningsmæssigt perspektiv. Bogen er egentlig skrevet til HR-professionelle, men den er alligevel særdeles relevant for kommunikationsprofessionelle. En af bogens pointer er, at det for virksomheden handler om at skabe engagerede og passionerede medarbejdere. Dette arbejde ligger i høj grad hos virksomhedens interne kommunikationsafdeling, hvorfor bogen også tilbyder nogle relevante værktøjer for os kommunikatører.
Gyldendal Business















