Pausens kraft - Sådan tanker du op
Af Susanne Ingemann Faber, Media & Society i Danske Bank
Vi har hørt det før: Pause, time-out og eftertænksomhed er nødvendigheder, når vores liv nu er skemalagt i KPI’er, pace og succes. Og det kan vel ikke siges ofte nok? Det er da også bogens ærinde, at den vil sine læsere det godt. Lad det være sagt med det samme budskabet serveres over for mange sider, og læsningen kræver en del pauser(!) undervejs.
Birgit Signora Toft 245 sider, 300 kr
Pausens kraft - Sådan tanker du op
Gyldendal Business
Ingen tvivl om, at Birgit Signora Toft – der også er leder, lederudvikler, mentor og farmaceut med en ph.d. i bagagen – brænder for en holistisk tilgang til at håndtere livets strabadser og stress. En tilgang, hun gerne vil gi’ videre.
Især når farmaceutkasketten tages i brug, har bogen sine højdepunkter. Som når sundhedssystemet får en bredside, og når centralnervesystemet, hjernens mange lag og fx benzodiazepiner forklares. Og bogens sidste afsnit om ledelse burde ligge under enhver leders hovedpude – hvis søvnløsheden tager over.
Men som læser mister jeg pusten undervejs. Især over de banale råd om at gå til fodterapeut, at refleksioner bedst nedfældes i en dagbog af mærket Moleksin, og at Bernard Madoff handlede mere, end han reflekterede over, hvad han gjorde for hvem, osv.
En hård redaktør ville nok have gjort en forskel her, så indhold og emnevalg blev mere fokuseret – også hvad angår det pudsige billedvalg. Forfatteren antyder det nærmest selv i indledningen med, at hun fik åbenbaringen om at kunne skrive en bog ’fra det højere’ på Himalaya-bjergene – uden at føle sig som forfatter.
Birgit Signora Toft har gennemlevet og afprøvet bogens indhold i Assisi, i Sinai-ørkenen og på bl.a. klostre i Danmark. Så hvis du har lyst til at følge hendes spor med pilgrimsvandring i flere lande og finde din indre ro ved at gå bag om dit hjerte, din hjerne, krop og sind, så vil du holde af bogen – inddelt i overskuelige kapitler – og finde fin inspiration i øvelserne.
















