Op ad bakke i 100 dage

Af Jon Kiellberg, kommunikationsrådgiver i Dansk Kommunikationsforening og Lasse Skjoldan, senioranalytiker hos Infomedia

Regeringen har fået en hård start i de danske medier. Det viser en ny undersøgelse af de første 100 dage ved magten. Negative sager som løftebrud, Moskva-penge, rygerum og sexchikane har overskygget de positive sager og stjålet opmærksomheden fra regeringens egne politiske dagsordner

Hvis synlighed har været et mål i sig selv for regeringen de første 100 dage, så har Thorning-Schmidt og co. fået en forrygende start. Tilsammen er regeringens ministre blevet omtalt ikke mindre end i 128.000 artikler, notitser, indslag og debatindlæg, siden den hvide røg forsvandt op af det sorte tårn.  Størstedelen af mediesagerne havde regeringen dog med al sandsynlighed gerne været foruden.

 

 

Og med god grund. Infomedia har nedenfor oplistet regeringens største sager siden de nye ministre blev offentliggjort den 3. oktober. Bundlinjen er, at de mange problematiske sager langt har overskygget regeringens forsøg på at sætte sin egen politiske dagsorden. Regeringen kan derfor se tilbage på de sidste tre måneder med en erkendelse af, at det har været op ad bakke fra starten af, og at de tre partier ikke tilnærmelsesvis har fået fuld valuta for deres politiske forslag og udmeldinger.

Skattesag, løftebrud og betalingsring  

 

En bekymret regeringschef med få positive sager

 

Statsministeren er den mest omtalte minister, idet hun tegner sig for mere end fjerdedel af hele regeringens omtale. Mere end nogen anden er det altså statsministerens omtale, der kommer til at præge det samlede billede af regeringen. En gennemgang af de sager, hun er sat i forbindelse med i de første 100 dage, tæller imidlertid mindst lige så mange negative som positive sager. For Thornings vedkommende tæller efteråret især fem store sager, hvor ingen af dem kan siges at være rene vindersager: Skattesagen, løftebrudsdebat, betalingsringen, samt personsagerne om Henrik Sass Larsen og Ole Sohn.

 

Skattesagen er efterårets ubetinget mest omtalte sag for statsministeren. Men selv om den for en kort stund flyttede fokus væk fra regeringens trængsler og over på interne problemer i Venstre, så er det tvivlsomt om denne sag på noget tidspunkt kan vendes til en sag som noget, som regeringens gerne vil associeres med.

 

Løftebrudsdebatten er en anden kæmpe sag, som startede allerede den dag, regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag. Fra dag 1 og mange dage frem måtte regeringen igen og igen forklare, hvorfor virkeligheden efter valget var anderledes end virkeligheden før valget – på så konkrete områder som boligpakke, ventetider, akutfunktion i Svendborg og billetpriser på kollektiv trafik.

 

Havde betalingsringen været en politisk vindersag, kunne den i kraft af sin massive omtale sandsynligvis have opvejet en del af løftebrudsdebatten. Her var en sag, som regeringen selv havde valgt at satse – og et løfte, som regeringen rent faktisk kunne indfri. Som mediedækningen har været ind til videre, har betalingsringen dog kun bidraget til at forstærke pressens portrættering af en regering i defensiven.

Kronprinsernes detronisering
Tendensen med mange negative sager går igen hos flere ministre. På trods af nye forslag, bl.a. i forbindelse med fremsættelse af finansloven, har mange af de nye ikke været i stand til at sætte en selvstændig politisk dagsorden siden regeringsdannelsen. Bl.a. har den massive fokus på Ole Sohns kommunistiske fortid langt overskygget rollen som vækst- og erhvervsminister.

    
   

Sohns kommunistiske fortid og Sass Larsen-sagen har stjålet opmærksomheden i  medierne

 

Sagen om Henrik Sass forstærkede yderligere det negative fokus på S og SF’s wing-men i valgkampen: 'Sohn er en større trussel end Sass' lød således et Ritzau-telegram, som gik landet rundt på baggrund af en udtalelse fra en tidligere PET-chef.

 

Piben har fået en anden lyd for Søvndal
Det er ikke gået meget bedre for Villy Søvndal, som har skabt flere overskrifter for sine sproglige egenskaber, barsels-fyringer og løftebrud end om udenrigspolitiske emner. Og der er langt mellem snapsene på listen af dagsordner, som udenrigsministeren selv har været med til at sætte.

Og det på trods af, at han er den anden mest synlige minister i regeringen med ikke færre end 12.000 omtaler de første 100 dage. En af de for Villy Søvndal største sager var, da han skabe intern splid i regeringen ved at udtale sig skeptisk om europagten på et tidspunkt, hvor de to øvrige regeringspartier ikke mente, at der var noget at konkludere på.

 

Hovedbrud: Nok at tænke over som formanden for SF og udenrigsministeren

Sexchikane, rygekabine og racisme!

Det samme har overgået ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, der er blevet mere kendt i medierne for anklage om sexchikane samt valgløftet om en akutfunktion i Svendborg, end om konkrete faglige sager.

Mette Gjerskovs rygekabine stjal ligeledes langt mere opmærksomhed end hendes politiske initiativer om fødevarer og økologi. Senest har Uffe Elbæk skabt mere opmærksomhed om udtalelser i forbindelse med racisme i fodbold end noget andet kulturpolitisk initiativ de sidste tre måneder.

Der er også gode historier
Der er naturligvis undtagelser blandt det nye ministerhold. Her er det det blandt andet lykkedes finansminister Bjarne Corydon, økonomiminister Margrethe Vestager og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen at sætte nye politiske dagsordner på deres fagområde og formået at markere sig selvstændigt i konkrete politiske sager.

Desuden er det lykkedes Karen Hækkerup at skabe sig en meget synlig platform ved at gå forrest i et gryende oprør mod den danske 'krævementalitet'.

En reaktiv dagsorden
Trods de få opløftende tilfælde har medierne i de første 100 dage tegnet et billede af en regering i defensiven. Det er der flere årsager til: Dels har de overvejende negative og uheldige personsager overskygget en langt række væsentlige politiske forslag. F.eks. stod lanceringen af Finanslovsforslaget kraftigt i skyggen af debatten om Ole Sohns fortid DKP.

Dels begrænser den økonomiske situation det politiske manøvrerum. Senest så vi i statsministerens nytårstale, hvordan 15 minutters uimodsagt taletid blev brugt til at forventningsafstemme snarere end at fremsætte nye konkrete politiske initiativer og mærkesager.

Yderligere har den nye opposition haft succes med at fremstille regeringsgrundlaget som løftebrud, hvormed regeringen allerede fra start var bagud på point og kom ind på en løbebane, hvor andre definerede, hvad den skulle snakke om.

I det hele taget har løftebrudsdebatten fyldt samtlige medieflader de første måneder af regeringens levetid og levnet mindre spillerum for selvstændige politiske dagsordner for trekløveret i regeringen.

 

 

Brug for at definere en ny fortælling
Problemet for regeringen er, at når det ikke er ministrenes politiske initiativer, der fylder mediebilledet, bliver det i stedet de negative historier, fodfejl eller fejltrin, som vælgerne bedømmer politikerne efter.

Og jo længere journalister og kommentatorer maler videre på billedet af en regering uden synlig kurs, jo sværere vil det blive for Thorning-Schmidt at ændre det. Internt i regeringen kan der desuden let sprede sig en følelse af, 'at nu skal der gøres noget', hvilket kan bidrage til ukoordinerede og risikable soloridt af de enkelte partier og ministre.

Udfordringen for statsministen er derfor– så hurtigt som overhovedet muligt – at præsentere både vælgere og partifæller for en sammenhængende politisk strategi konkretiseret ved en række af politiske initiativer, forslag og mærkesager, som kan skabe overskrifter og starte varige værdipolitiske diskussioner. 2012 vil vise, om regeringen formår at skabe en langt større klangbund og synlighed i medierne om deres politiske initiativer end de mange negative og personlige sager, som præget mediebilledet de første tre måneder af regeringens levetid.