RIKKE LEVIN ANDREASEN

 Andreasen, Rikke Levin

Rikke Levin Andreasen DKF ikon er cand.ling.merc. i kommunikation og engelsk og har arbejdet som pressemedarbejder for Den Danske Europabevægelse, projektmedarbejder for Kræftens Bekæmpelse. Rikke er frivillig fundraising coordinator for Masanga, frivillig skribent for DKF og medlem af Ungkom. Rikke søger jobs inden for kommunikation, markedsføring og administration. Se Rikkes LinkedIn profil

 

Novo Nordisk igen bedst til medierelationer

05. oktober 2011

Af Rikke Levin Andreasen, cand.ling.merc.



Igen i år topper Novo Nordisk Aalunds PR-barometer som den virksomhed, der er bedst til at håndtere sine relationer til medierne. Vi har spurgt Novo, hvad årsagen til succesen skyldes og hvilken betydning, det har for virksomheden at være den bedste

Novo Nordisk har igen i år formået at nå helt til tops i konkurrencen om at være den virksomhed i Danmark, der er bedst til mediekommunikation, og dermed har Novo igen fået erhvervsjournalisternes anerkendelse for sit kommunikations arbejde.

Novo Nordisk er meget vellidt blandt journalisterne og bliver blandt andet rost for altid at være åben og ærlig om alle virksomhedens forhold, altid villig til at gå i dialog med journalisterne og at være straight forward og bruge et minimum af spin i sine historier.

Respekt og prioritet
Om grunden til Novos store succes udtaler Katrine Rud von Sperling, Director in Media Relations, Novo Nordisk:

- Jeg tror, det handler meget om at have respekt for journalisternes arbejdsbetingelser. Det, de vægter højt, er, at man er til at få fat i, har indsigt i virksomheden og hurtigt kan skaffe adgang til de rette mennesker. Jeg tror også, det betyder noget for vores placering, at vi har en tradition for at stille op, både når der er gode og mindre gode nyheder. Men helt afgørende er det, at vi har en stor opbakning fra topledelsen. Forståelsen for, at mediearbejdet er vigtigt, gennemsyrer hele organisationen, så på den front er vi begunstiget.


Og specielt topledelsens opbakning bliver bekræftet af undersøgelsen. Der bliver i høj grad sat lighedstegns mellem Novo Nordisks stærke position på kommunikationsområdet og virksomhedens kommunikationschef, Mike Rulis, der også ligger nummer et over bedste kommunikationschefer i barometeret.

Mike Rulis bliver blandt andet rost for at være positiv, troværdig og for at have et professionelt indblik i mediernes måde at fungere på.

Lars Rebien Sørensen
Også Novo Nordisks administrerende direktør, Lars Rebien Sørensen, bliver rost for sit arbejde og ses som en medvirkende faktor til virksomhedens kommunikationssucces. Lars Rebien Sørensen indgyder respekt, fordi han både kan være professionel, businessorienteret og menneskelig på samme tid. Han kender sin virksomhed og har god indsigt i, hvordan han skal sælge sit produkt.

- Det er et klap på skulderen og en god pejling for vores team i forhold til at sikre, at vores tilgang til mediearbejdet både udadtil over for journalisterne og indadtil i forhold til vores talspersoner er den rette. Vores store udfordring er at vedligeholde det gode omdømme, vi har i Danmark samtidig med, at vi opbygger kendskabet til Novo Nordisk udenfor Danmark. Det sidste er en krævende opgave, og et langt sejt træk, så det er godt at vide, at vores internationale indsats ikke er gået udover arbejdet med de danske medier, siger Katrine Rud von Sperling om betydningen af kåringen for det interne og eksterne arbejde.

Det er niende år i træk, at Novo Nordisk topper Aalunds PR-barometer over top of mind-virksomheder. Undersøgelsen er gennemført af analyse firmaet Aalund og blandt barometrets øvrige topscorere er Carlsberg, Lego og Novozymes, A.P. Møller-Mærsk og Danske Bank.

Se flere resultater fra undersøgelsen her



Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR