SOLRUN SIGFUSDOTTIR ØFJORD

Solrun Sigfusdottir

 

Solrun Sigfusdottir DKF_ikon_valgt3c.gif er kommunikationsmedarbejder i Skatteministeriet. Hun er kandidat i strategisk virksomhedskommunikation fra Handelshøjskolen i Århus og har desuden en bachelor i virksomhedskommunikation fra samme sted.

Mest noveller, mindre business

29. april 2010

Af kommunikationsmedarbejder Solrun Sigfusdottir, Skatteministeriet



Novellesamlingen Kayser og co. sætter spot på erhvervskynisme og er et af de første eksempler på business-litteratur herhjemme. En bog der vækker interessen for udviklingen på dette litterære felt.



Kayser & Co - 9 business-noveller af Frans Grandjean fra Gyldendal Business Frans Grandjean
Kayser & Co.- 9 business-noveller
Gyldendal Business
136 sider, 200 kr.

 

Med Kayser og co. bevæger PR-manden Frans Grandjean sig for første gang væk fra how-to-kommunikationsbøgerne og ind på det skønlitterære felt. Bogen består af ni såkaldte business-noveller. Det er for eksempel historien om den fyrede slagterimedarbejder, der i sin frustration slagter prostituerede, og historien om Ada der afskyr sin kollega, men alligevel falder for ham i sin rødvinståge på en blind-date.

Kayser og co. er en fin lille bog, der er hurtigt læst og egner sig godt til togturen. Sproget er farverigt, og man er ikke i tvivl om, hvordan denne og hin ser ud. I den grad en force for dem, der holder af ekspressionisme, som vi ser den hos Tom Kristensen og Rudolf Broby-Johansen.

Ifølge Grandjean sætter han spot på den kynisme, der præger danske arbejdspladser. Den er dog sat på spidsen i en grad, der grænser mere til det bizarre, mere end at det ryster min grundvold. Jeg forventede – og savnede – kynisme og business kombineret a la Christian Jungersens Undtagelsen. Det er utvivlsomt en udfordring at være pioner inden for business-litteratur herhjemme, for vi er efterhånden vant til, at bøger i nogen grad berører vores arbejdsliv på linje med privatlivet. Jeg er dog spændt på næste skridt og udviklingen inden for denne type litteratur i Danmark.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR