PETER ZEUTHEN

Zeuthen,-Peter85x100.gif

 

 

Peter Zeuthen DKF ikon, instruktør, kommunikationsrådgiver, cand.comm. Peter har 20 års erfaring i at udvikle film og videokoncepter til store og små, danske og internationale virksomheder og organisationer. Se www.visualstory.dk

 

VIL DU ANMELDE EN FILM?

Dansk Kommunikationsforening vil gerne bringe mange flere anmeldelser af film. Hvis du er interesseret i at anmelde film – eller hvis du har en film, som du gerne vil have anmeldt, så send den til ane@kommunikationsforening.dk

Mærsk film til 12 mio. kroner er flot og traditionel

16. februar 2012

Af Peter Zeuthen, Visual Story



A.P. Møller-Mærsk har produceret en flot og traditionel virksomhedsfilm til 12 mio. kroner. Med en 12 minutter lang film ønsker Mærsk at give et attraktivt, retvisende og mere åbent billede af virksomheden over for eksterne partnere, beslutningstagere, medarbejdere og ikke mindst til at tiltrække nye medarbejdere

Det er en flot film med en god speak, gode billeder og god musik. Den pudser brandet fint af, men kan ikke betragtes som god virksomhedskommunikation. Seeren får ikke et mere åbent billede af virksomheden, der er ikke plads til seerens egen tolkninger, og filmen er for lang.

Filmen får 4 ud af 6 stjerner.

We are Maersk. En klassisk virksomhedsfortælling i 3 akter

Filmen er en traditionel afsenderstyret virksomhedsfilm, der trods et stort budget og dygtigt mandskab ikke overrasker eller fornyr en filmisk genre, der på mange måder er ved at uddø.

I filmens anslag bliver temaerne slået flot fast gennem en billedmontage, der illustrerer hverdagsliv rundt om på jorden. I denne fortælling kommer Mærsk til syne med sine lastbiler, skibe og olierigge, og selv det lidt udenforstående forretningsområde Netto får en lille, men symbolsk placering i filmen.

I dette stemningsmættede anslag krydsklippes en lille billedfortælling, hvor Mærsks syvtakkede stjerne bliver malet og tager form på et dæk. Fin fortællermæssig idé.

Anslaget er filmens mest vellykkede afsnit, og det kunne sagtens fungere som en selvstændig virksomhedsfortælling. Kort, skarp og visuelt flot.

Handlingen

Et stykke inde i forløbet mister filmen sit tag – jeg kobles af. Den flotte tætte visualitet kæmper med speakeren John Hurt, der dramatisk formidler filmens tekstlige side.  Det er hårdt arbejde at følge med på begge kanaler.

Og modsætningsforholdet mellem tekstlig og visuel formidling er netop en af den klassiske virksomhedsfilm største problemer. En film kommunikerer dårligt, hvis den både skal leve op til virksomhedens ønske om en sand og hel fortælling samt filmfortællingens krav om enkelthed og stærke billeder.

Instruktøren har valgt at opdele filmen i fire selvstændige film om Mærsks forretningsområder.  Det giver ham mulighed for at arbejde med de forskellige fortællinger, og det gør han elegant og dygtigt. Hver film tager afsæt i en global udfordring, vækst, energi og økonomi, som truer menneskeheden. De forskellige film handler herefter om, hvordan Mærsk løser problemerne til gavn for menneskeheden.

John Hurt slår takten mellem de enkelte afsnit. Den garvede Shakespeare skuespiller lægger en dramatisk undertone, der løfter seeren hen over den opdelte, summariske og lidt uensartede gennemgang af Mærsks forretningsområder.

Slutningen gør det, som slutninger sædvanligvis gør i en virksomhedsfortælling.  Her samles trådene i et storslået udtryk, der skal understøtte værdierne. At filmen også er et monument viser sig ved, at virksomhedens grundlægger og symbolske figur gør sin entre og får det sidste ord med på vejen. Rettidig omhu.

Kommunikation

Mærsk har tradition for at producere storslåede virksomhedsfortællinger på film. Budgettet er altid stort, de vælger altid dygtige folk, og de ved, hvad det er for en historie, de vil fortælle.

Og som speaken i filmen slår fast til sidst: Verden forandrer sig, men vores måde at lave forretning på er den samme.

Og Mærsks nye film er da heller ikke et stort nyt skridt mod nye og moderne virksomhedsfortællinger. Men lidt er der sket i forhold til den nu 7 år gamle forgænger.

Det er interessant, at der er fire medarbejdere med i den officielle fortælling om Mærsk.  Vi kommer lidt tættere på virksomheden, men dog uden at blive lukket ind. Dette fortællermæssige greb er en solid måde at skabe variation og mere troværdighed omkring en afsenderorienteret fortælling. Dog bliver formen ikke gennemført, og mødet med de virkelige mennesker virker nogle steder konstrueret og derfor utroværdigt.

Men billederne er flotte – måske noget af det flotteste, jeg har set i en virksomhedsfilm, og de virker fantastisk til Mærsks dramatiske verden. De håndholdte billeder lukker den store virkelige verden ind gennem mange tætte indklip og billedfortællinger. Der har været tre kamerahold i gang i 20 lande, og de har produceret 200 timers råmateriale. Billedstilen varierer derfor lidt gennem filmen, men det får ikke afgørende betydning for det visuelle indtryk.

Musikken er heller ikke længere corporate muzak. Den understøtter John Hurts speak og de tætte billede, og den passer perfekt ind i den dramatiske stemning som instruktøren bygger op.

’We are Maersk’ er en god film inden for sin genre. Men i fremtiden vil vi nok kun se denne type film fra de helt store brands, der har selvtillid nok til at fortælle verden, hvordan den skal se på dem.

Alle andre dødelige virksomheder skal ikke nødvendigvis bruge millioner, men de skal tænke sig mere om, når de laver film. De lange speakede virksomhedsfortællinger er dyre, når de skal laves godt. De fungerer dårligt i den digitale og sociale kommunikation, og de kan ikke fange og fastholde travle menneskers opmærksomhed, der ønsker relevante budskaber serveret med troværdighed.

En god filmisk fortælling skal ned i øjenhøjde og give lidt mere plads til seerens fortolkning.


Se film We are Maersk på wearemaersk.com

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR