ANE EGGERT

Ane Eggert

 

Ane Eggert DKF ikon er siden 1. december 2011 områdekonsulent i Kræftens Bekæmpelse, Hovedstaden. Inden da var hun kommunikationskonsulent i KL , hvor hun de sidste 4½ år har rådgivet landets kommuner i kommunikationsspørgsmål, arrangeret KL’s årlige kommunikationsdøgn og faciliteret netværk af kommunale kommunikationschefer mv. Før det var hun kommunikations- og udviklingskonsulent i Hillerød Kommune. Ane er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter og medlem af DKF’s webredaktion.

Kulturelle forskelle i kommunikation og medieadfærd

13. november 2009

Af kommunikationskonsulent Ane Eggert, KL



Fru Hansen og miss Jackson har nemmere ved at kommunikere med hinanden end fru Hansen og señora Pérez. Det er der måske ikke så meget nyt i. Men at der findes kulturelle arketyper, der kan hjælpe med at sætte ord på de kulturelle forskelle og være med til at kvalificere den interkulturelle kommunikation er ny musik - i hvert fald mine ører


Mere om kom-dag'o9

 

Frederik Wiedemann fra ReD Associates holdt et oplæg på Kommunikationsforeningens konference, hvor han fortalte om væsentlige nationale og regionale forskelle i måden, vi kommunikerer med hinanden og bruger nye teknologier og medier. Wiedemanns oplæg var inspireret af den tyske professor Geert Hofstede og tog afsæt i, at der er fire kulturelle dimensioner, der definerer centrale forskelle i måden, vi er og kommunikerer på. Et samfund kan være:

 

  1. Individualistisk eller kollektivistisk
  2. Præget af magtdistance
  3. Maskulint eller feministisk
  4. Præget af usikkerhedsaversion

 

Individualistisk versus kollektivistisk
Danmark, USA, UK og Holland er nogle af de lande, hvor individualismen er stærkest. I de mere individualistiske samfund har modtageren ansvaret for kommunikationen – i hvert fald for, hvordan den fortolkes. ’Jeg -formen’ tages gerne i brug, fysisk distance foretrækkes, og man skjuler helst tristhed.

Landene i Sydeuropa, de arabiske lande og Østen er langt mere kollektivistiske. Kommunikationen i kollektivistiske samfund har typisk en højere grad af afsenderfokus. De bruger sjældent ’jeg-formen’, sætter pris på nærhed og viser gerne tristhed for åbent tæppe.

Karakteristisk for kollektivistiske kulturer er også, at hensynet til fællesskabet vejer højere end individualistisk selvrealisering. I en dansk reklame for Evers bolsjer skjuler Robin Hood en Evers pose under jakken for at undgå at dele med andre.  Reklamen er et eksempel på kommunikation, som næppe vil have samme humor og genklang i fx Sydeuropa.

Den primære informationskilde i kollektivistiske samfund er sociale netværk, hvor den i individualistiske er medierne.  I Vest/Nordeuropa og USA har flere borgere deres egen hjemmeopkobling, og brugen af sociale digitale medier er størst.  Sandsynligvis fordi det sociale liv i kollektivistiske samfund i fx Sydeuropa foretrækkes at blive levet i hverdagen.
 

Magtdistance
I Tyskland er der en høj grad af magtdistance – det vil sige, at kulturen og især ledelsesstilen er mere hierarkisk opbygget og autoritetstro end i fx Danmark. Her er organisations- og ledelseskulturen oftest mere flad og ansvar bliver uddelegeret. I Tyskland har mellemlederlaget typisk mindre magt, og flere beslutninger skal omkring den øverste ledelse.

Maskulint versus feministisk

Kulturforskelle kan ofte også læses i, hvor maskulint eller feminint domineret kulturen er.  Danmark er et udpræget feministisk samfund, hvor mottoet fx er ’Det handler ikke om at vinde, men om at være med’. Igen er det Sydeuropa og de arabiske lande, som er udpræget maskulint dominerede samfund.

Aversion mod usikkerhed
Sidst men ikke mindst er der også forskelle på, hvordan vi håndterer usikkerhed og planlægning. I fx Tyskland stilles høje krav til præsentation af undersøgelser til forklaring af mellemregninger og detaljeringsgrad. Der er dømt grundighed, og det er ikke hvad som helst, som tages for gode varer.  Aftaler skal gerne overholdes til punktlighed. Det vil sjældent falde i god jord at aftale med en tysker at mødes kl. 12 næste dag med bemærkningen ’Om Allah vil’. 
 

Se også
Mere om kom-dag'o9
Webfilm fra kom-dag’o9
Se Frederik Wiedemanns slides (pdf)
Se interview med Frederik Wiedemann på youtube.com

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR