Kommunikationspris til busbranchen i Storkøbenhavn og Rynkeby Foods
Af Dansk Kommunikationsforening
PRESSEMEDDELELSE
Fotograf: Ernst Tobisch Busbranchen i Storkøbenhavn, med Stagis A/S som bureau, blev kåret som vindere af kom-pris’11 af deltagerne på Dansk Kommunikationsforenings kom-dag’11 for deres flotte arbejde med at skabe stolthed og arbejdsglæde blandt buschaufførerne, give passagererne en bedre rejseoplevelse og branchen et bedre image. Dommerkommitéens pris går til Rynkeby Foods, med Mannov som Bureau, for professionel kommunikation om motion for en god sag, hvor Team Rynkeby cykler til Paris til fordel for børn med kræft og deres familier. Mannov har været bureau på projektet. Kommunikationsprisen blev uddelt af Dansk Kommunikationsforening første gang i 2000. Målet er at skabe opmærksomhed om den gode professionelle kommunikation og sætte nye standarder for branchen. God professionel kommunikation er målrettet og styret. Den involverer og forpligter ledelsen, den afspejler viden om og indsigt i målgruppen, den spiller på flere strenge og sidst, men ikke mindst kan dens effekt og værdi dokumenteres. Kom-pris'11 er sponsoreret af Infomedia.
Chauffører med karaktér Busbranchen i Storkøbenhavn, som er en sammenslutning af Trafikselskabet Movia, 3F og syv storkøbenhavnske busselskaber: Arriva, Citytrafik, Fjordbus, De Blå Omnibusser, De Hvide Busser, Nobina og Nettbuss løb med kom-pris'11 for deres projekt 'chauffører med karaktér', som er gennemført med Stagis A/S som bureau. Busbranchen i Storkøbenhavn dækker over 19 arbejdspladser med over 200 ledere og 4.500 buschauffører. Formålet med chauffører med karaktér er at øge medarbejdertilfredsheden hos de storkøbenhavnske buschauffører og løfte busbranchens stolthed indadtil og buschaufførernes image udadtil. Ved at øge medarbejdertilfredsheden og gøre buschaufførerne stolte over deres arbejde vil buspassagererne få en bedre rejseoplevelse, og dermed er det langsigtede mål, at få flere til at benytte busserne og løfte busturen til en positiv oplevelse baseret på god service. - Resultatet i sig selv er imponerende. Markant bedre trivsel og stolthed blandt chaufførerne, flere og mere positive historier om busserne i pressen, flere tilfredse passagerer og flere kunder, sagde formand for Dansk Kommunikationsforening, Tina Donnerborg. Maja Nellemann fra Chauffører med karaktér, Nikolai Stagis og Louise Kramer fra Stagis A/S takkede for prisen: - Vi er stolte af, at vi har været med til at skabe en kultur, hvor det er legitimt at anderkende hinanden, sagde Maja Nellemann.
Professionel kommunikation om motion for en god sag Dommerkomitéens pris gik til Rynkeby Foods, med Mannov som bureau, som igen denne sommer sendte 584 cykelryttere og 139 hjælpere fordelt på 11 danske og to svenske hold afsted på en godt 1.200 km lang cykeltur fra Danmark til Paris for at samle penge ind til Børnecancerfonden i Danmark og Barncancerfonden i Sverige. Deltagerne var alle en del af velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby, og sommerens tur til Paris var projektets 10. i rækken. - Det er det lange seje træk, som giver resultat. Det er mobilisering til 'at få ondt i røven af', og det er et projekt, hvor medarbejdere er engageret og der så stor ekstern opmærksomhed, at der ligefrem er venteliste til turen, siger Tina Donnerborg. Team Rynkeby blev stiftet i 2002 af medarbejdere fra den danske juicevirksomhed, Rynkeby Foods A/S, der også er holdets hovedsponsor. Fra at være en lille lukket firmabegivenhed med 11 ryttere, er Team Rynkeby i dag et stadigt voksende motions- og velgørenhedsprojekt, der årligt indsamler millioner af kroner til børn med kræft og deres familier i både Danmark og Sverige. Målet er millioner til børn med kræft. Målet er lykkedes. År for år er donationen vokset. I 2011 indsamlede Team Rynkeby i alt 9,722 mio. kr. til kampen mod børnekræft. Team manager Carl Erik Dalbøge, Rynkeby Foods, og Malene P. Laursen fra Mannov takkede for prisen: - Det er super fedt. Det hele går til et godt formål. Stor tak til alle de frivillige, som gør en kæmpe indsats, uden dem ville det ikke kunne lade sig gøre, sagde Malene P. Laursen, Mannov.
kom-pris’11 sponseres af
Film og mere information
Læs mere om Rynkeby Foods projekt: Motion for en god sag
Læs mere om Chauffører med karaktér fra busbranchen i Storkøbenhavn















