Kommunikatør i trøjen

Af Jeanette Serritzlev, cand.mag. og ekstern lektor ved Københavns Universitet og tidligere formand for DKFs Unge Kommunikatører

Det er seks år siden, jeg blev færdig på universitetet. Fem år siden, jeg blev ansat i en civil lederstilling i forsvaret. Halvandet år siden, jeg kom hjem fra Afghanistan. Nu befinder jeg mig på Hærens Sergentskole som laveste led i fødekæden og med ’javel’ som vigtigste ord

Jeg er i en alder af 33 år begyndt på sprogofficersuddannelsen (SPROF). Den består af fire måneder på Hærens Sergentskole i Sønderborg og resten af tiden på Forsvarsakademiet på Svanemøllen Kaserne. Derefter følger en udsendelse. Da mit sprog er pashto, kan jeg med stor sandsynlighed forvente en udsendelse til Afghanistan i 2013 eller 2014.

Delingen er tilbage efter en dag i øvelsesterrænet og en badetur i Alssund. Jeanette Serritzlev er i forreste række, nummer to fra højre. Foto: Charlotte Kabell Christensen.

Det er en omvæltning at gå fra en cheffunktion, fra en akademisk stilling og en rolle som underviser til pludselig at være den, der modtager ordrer, primært udfører praktisk arbejde og svarer på lærerens spørgsmål. Virkeligheden er drejet 180 grader, og indkomsten gået ned. Alligevel er jeg, det meste af tiden, sikker på, at jeg har truffet det rette valg.

Når udfordringen er en betonmur
Hvor jeg i det daglige kommunikationsarbejde er vant til at blive vurderet på analytisk og strategisk sans, et godt og sikkert sprog, et aktivt netværk samt en opdateret viden på verdens tilstand, drejer det sig i disse måneder primært om at have pudset støvlerne, have styr på sin våbenbetjening og kunne udvise fornuftige fysiske resultater.

De faglige udfordringer er her helt konkrete. Som en to meter høj mur på forhindringsbanen. Stående over for den kan ønsket om en almindelig kommunikationskrise godt nå én. Det nåede i hvert fald mig. Hvor jeg har en idé om, hvordan jeg går til det papirfaglige, har jeg noget sværere ved at finde ud af, hvordan man spiser en betonmur i små bidder. Det er ved mødet med muren, at tanken godt kan ramme: ’Var det her en rigtigt god idé?’ – for kan jeg overhovedet det her?

Men når dagen er gået, eller når næste forhindring viser sig at være en sjov udfordring, er glæden ved at være i det grønne tøj tilbage. Og der er lys for enden af tunnelen. Når jeg har overstået månederne på sergentskolen, står den på – primært – boglig undervisning på Institut for Sprog på Forsvarsakademiet.

Derinde vil der næppe gå længe, før jeg døjer med grammatiske finesser og fonetiske varianter, der får mig til at ønske mig tilbage til en mark i Sønderborg – og en to meter høj mur, som jeg forhåbentlig i mellemtiden har lært at passere.

Vi træner til virkeligheden
Det koster lidt blod, sved og tårer – og træk på opsparingen i en høj alder at gå fra et akademikerjob til en officersuddannelse. Men jeg får også meget igen. Fagligt, personligt – og fysisk. Forsvarets uddannelser tilbyder en unik kobling af teori og praksis. Da jeg gik på universitetet, havde jeg aldrig troet, at det ville drage mig, men det har sin charme at stå i Alssund iført kampuniform og udføre vandgymnastik.

Det operative sigte gennemsyrer alt, hvad vi gør. Vi træner ikke for at træne, men på baggrund af erfaringerne fra missionerne. Når jeg om to år meget muligt er tilbage i den helmanske ørken, vil jeg nok sætte pris på, at jeg blev presset lidt undervejs. Også selv om jeg indimellem kan drømme mig tilbage til Søværnets Officersskole og en tryg plads foran tavlen med engagerede kadetter, varm kaffe og faste pauser.