Katalogiseringen af verden
BOGANMELDELSEAf Stephan Sabinsky, kommunikationsrådgiver
Henrik Vejlgaard har skrevet en bog om os mennesker og vores mange livsstile. Bogen fokuserer på USA, der er storeksportør af livsstile og rummer dem alle. Vejlgaard katalogiserer en lang række af de brikker, der tilsammen udgør det puslespil, eller ‘livsstils-tagselvbord’, vores identitet her i det 21. århundrede er.
På sporet af vores livsstile – Hvem er vi i det 21. århundrede? 253 sider, 300 kr.

Henrik Vejlgaard
Identitet og livsstil er vævet tæt sammen, men hvor identitet handler om ‘det, der er inde i vores hoveder’, så handler livsstil om den ‘praktiske organisering af vores liv’. Identitet er et psykologisk fænomen, mens livsstil er et sociologisk fænomen, som Vejlgaard forklarer.
Vejlgaard gennemgår brik for brik religioner, etnicitet, ‘stammer’, grupper, tøj, indbo, fritidsliv, rejser etc. og lægger dem ned i det store amerikanske livsstils-puslespil. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at NU kommer forfatteren nok med den store syntetiske overbygning, metadiskussionen, den røde tråd. Men det sker ikke rigtigt. Der er imidlertid masser af gode og tankevækkende observationer.
USA er et fascinerende slaraffenland for en livsstilssociolog som Henrik Vejlgaard. Desværre er det primære link til Danmark og dansk, som bogen er blevet oversat fra engelsk til, blot at vi ofte importerer de amerikanske trends med tiden. Helt vedkommende bliver bogen ikke. Men den er alligevel interessant nok. Jeg vil slutte med en af de væsentligste pointer fra bogen: ‘På samme måde som vi på tværs af kontinenter bliver mere ensartede, så bliver vi samtidig mere forskellige på tværs af de samme grænser – amerikansk stilforskellighed bliver også en global stilforskellighed.’















