KRISTIAN LUND PEDERSEN

 Kristian Lund Pedersen

Kristian Lund Pedersen DKF ikon er chefkonsulent, Presse & Public Affairs, hos PFA Pension. Kristian er uddannet cand.scient.pol.

Jagten på ny konkurrencekraft

20. december 2010

Af Kristian Lund Pedersen



Bag de gode intentioner om frivilligt at løse klodens udfordringer, handler virksomhedernes arbejde med Corporate Social Responsibility i lige så høj grad om økonomisk bundlinje og overlevelse

Konkurrerer to virksomheder om at levere stort samme produkt, så kan det meget vel være den mest samfundsansvarlige virksomhed, som løber med ordren. Derfor er det også gået op for stadig flere danske virksomheder, at arbejdet med CSR skal udvikles. Omkostningerne ved at lade være kan hurtigt blive store, og en krakeleret profil kan få betydende økonomiske konsekvenser for en virksomheds konkurrenceevne.

- Virksomhederne er nødt til at forholde sig til menneskerettigheder og menneskelige værdighed. Lever virksomheden ikke op til disse forventninger, løber den en risiko for, at forretningsforbindelser og investorer begynder at stille kritiske spørgsmål, og i sidste ende måske afbryder forretningsforholdet, siger Mads Øvlisen, formand for Rådet for Samfundsansvar.


Rapporteringskrav

For at styrke danske virksomheders konkurrenceevne og fremme deres arbejde med samfundsansvar er de 1.100 største virksomheder i Danmark nu i deres årsrapporter forpligtet til at redegøre for, om de har en politik for samfundsansvar, og hvad den i så fald består af.

- Rapporteringskravet er næppe vægten på skålen, når det gælder virksomhedens beslutning om at arbejde med CSR. Virksomheder gør det oftest, fordi de kan se en forretningsmæssig nødvendighed og fordel i at imødekomme kunder og investorers forventninger. Men kravet om rapportering bidrager til større åbenhed, siger Kristin Parello-
Plesner, CSR-
manager i PFA Pension.


Svært at lovgive om frivillighed

For at se om loven virker efter hensigten, har Økonomi- og Erhvervsministeriet og CBS i september 2010 offentliggjort en rapport, der viser, at 91 pct. af virksomhederne oplyser, at de arbejder med samfundsansvar. Af disse virksomheder redegør 69 pct. for deres politik på området, mens 60 pct. konkret skriver om deres handlinger. 37 pct. redegør for, hvad der er opnået som følge af arbejdet med samfundsansvar.

Rapporten er blevet blandet modtaget. Fra officiel side er man generelt tilfreds med den måde, som virksomhederne har taget loven til sig på.

- Undersøgelsen tyder på, at loven skubber i den rigtige retning og er med til at motivere flere virksomheder til at arbejde med og rapportere om samfundsansvar. Det skaber vækst, og er med til at styrke dansk erhvervslivs internationale omdømme og konkurrenceevne, siger Brian Mikkelsen, Økonomi- og Erhvervsminister.

Omvendt har flere kritikere, som blandt andet tæller forbrugerrådet og Venstres Jens Rohde, meget skarpt kritiseret danske virksomheder, som de oven på rapporten anklager for decideret lovbrud i deres arbejde med samfundsansvar.

Om loven er eller bliver en succes er i høj grad et politisk slagsmål og et spørgsmål om ambitionsniveau. Signalet er dog ikke til at tage fejl af. Arbejdet med samfundsansvar i Danmark skal nu prioriteres højere, og kan danske virksomheder blive blandt de førende, vil det styrke deres forhandlingsplatform i den globale konkurrence.

 

Læs som PDF