Involver eller dø!

Af studielektor Claus Munch

Tiden er løbet fra den medierede envejskommunikation. Virksomheder må involvere medarbejderne i dialog, hvis de vil skabe forandring. Hvis man er velforberedt, er det både en spændende og udviklende erfaring at påtage sig opgaven som procesleder. Nogle enkle værktøjer kan bidrage til at engagere mennesker i gensidig, værdsættende og kreativ kommunikation.

Se kurset Proceslederens værktøjskasse  - Claus Munch underviser i Hellerup 15. september. Workshoppen giver konkrete værktøjer til dialogisk, værdsættende og kreativ kommunikation.

 

’Den, der laver noget, lærer noget.’ Det sagde en god kollega til mig, dengang jeg startede på universitetet som grøn underviser. Jeg kan selv tilføje, at den, der laver noget, lever! På møder og konferencer er det fuldstændigt klart, hvornår deltagerne går døde, og uden deltagere er der ingenting. Kun den dygtige oplægsholder undgår at dræbe sine tilhørere med traditionel envejskommunikation. Til gengæld får man levende og nærværende relationer ved at invitere til dialog.

Massemedieret envejskommunikation kan udbrede viden til mange, men interpersonel kommunikation er vejen til at bevæge holdninger og handlinger. Det påpegede fremtrædende kommunikationsforskere som Everett M. Rogers tidligt. Den dialogiske tanke er dog først i de seneste år ved at slå bredt igennem i kommunikationsfaget. Kommunikatoren kan hente inspiration fra filosofi, psykologi, pædagogik og organisationsteori til metoder, der alene eller sammen fører til involvering og engagement.

’Jeg-du’-relationer
Når to mennesker fører en fælles samtale, opstår en ’jeg-du’-relation mellem mennesker. Det skrev filosoffen Martin Buber, og ifølge psykologen Kenneth Gergen udspringer viden direkte af relationer. I relationerne opstår mulighederne for forandring. Det synspunkt er væsensforskelligt fra kanyleteoriens forestilling om en afsender, der tager sigte for at ramme en målgruppe, og i det dialogiske perspektiv giver det også mere mening at tale om mennesker, der kommunikerer frem for afsendere og målgrupper.

Hvor dogmet om det klare og effektive budskab hersker i envejskommunikation, fører det gode spørgsmål til gensidige og udbytterige samtaler. Familieterapeuten Karl Tomm har vist at forskellige måder at spørge på leder til forskellige former for kommunikation. Lineære og strategiske spørgsmål er faktaorienterede og målrettede, mens cirkulære og refleksive spørgsmål åbner for nye perspektiver. Tomms spørgetyper rækker i dag langt ud over terapiens snævre rum og ind i virksomheder og organisationer.

Positive erfaringer og visioner
Det dialogiske perspektiv bliver blandt andet udfoldet i AppreciativeInquiry eller på dansk værdsættende samtale. Det er en metode, der især er udviklet af organisationsteoretikeren David L. Cooperrider. Metoden spørger i modsætning til problemorienterede tilgange ind til organisationens positive erfaringer og visioner som grundlag for forandringer. Metoden bygger på en tanken om, at virkeligheden er en social konstruktion, og at det vi fokuserer på, er det, der vokser.

Værdsættende samtale har naturligvis mødt kritik: Idealet om ligeværdig dialog tilslører magtrelationer og interessekonflikter. Tilgangen pålægger mennesker ansvaret for at vælge selv. Det rent positive fokus giver ikke plads til deltagenes fulde oplevelse. Opfordringen til anerkendelse er en styring af, hvad der er rigtige svar. Kritikken kan udfordre og udvikle metoden, og proceslederen bør møde kritikken gennem refleksion og ved at tilpasse sin egen praksis.

Hvert semester bliver jeg dog bekræftet i at den værdsættende tilgang netop skaber noget særligt. De studerende, der er opdraget til at tænke problemorienteret, tager deres processer ud i virksomheder og organisationer, og hver gang giver de noget videre, fx andre perspektiver på omgangstonen, fx en ny opmærksomhed på motivationen. Men der sker også noget med de studerende. Ved at stille spørgsmål, der engagerer andre, vækker de engagementet i sig selv.

Den magiske cirkel
Når deltagerne starter på mine workshopper, gør jeg meget ud af at sige, at de nu går ind i et rum, hvor de kan eksperimentere, prøve sig selv af, begå fejl, kort sagt slippe legen og kreativiteten fri. Spilforskerne Katie Salen og Eric Zimmermann taler om den magiske cirkel, der er spillets ramme i tid og rum. Den magiske cirkel sættes af en struktur, der gør det klart, hvordan man skal forholde sig, hvornår man skal gøre noget og hvorfor. Den magiske cirkel kræver at deltagerne overgiver sig til processen.

Spil og leg er nyttige metaforer til at forstå og arbejde med dialogiske processer. De frisætter forestillingsevnen gennem sanselige oplevelser. De tilbyder roller, historier og udfordringer som engagerer. De er med til at sikre det psykologen Michályi Csíkszentmihályi kalder flow, en tilstand hvor en person er fuldstændig opslugt, involveret og fokuseret i en aktivitet. Legen, spillet eller processen kan sikre flow ved aldrig at blive for let eller for svær, for kedelig eller for udfordrende.

Legende magt
Både erhvervslivet og det offentlige har for længst taget legen til sig som en seriøs og effektiv tilgang til kommunikation. Skatteministeriet, Lundbeck, Top Danmark, Arla og FOA er bare nogle få ud af mange, der har brugt værktøjer som rollespil og brætspil til virksomhedsudvikling og organisationsforandring. De kreative metoder åbner ikke blot for nye perspektiver, men møder medarbejdernes behov for at engagere sig og tage del i arbejdslivet på en anden måde end tidligere.

I et kritisk perspektiv henviser Niels Åkerstrøm Andersen til Michel Foucault, når han hævder, at den legende og kreative tilgang er udtryk for skjult magt. Medarbejdere får tilbud om at deltage i udviklingsprocesser, de reelt ikke kan sige nej til. Selvudvikling forveksles med selvdisciplinering. Det, der fremtræder som leg, kan have alvorlige implikationer i virkeligheden. Det er væsentlige indvendinger, og derfor er det meget, meget vigtigt dels at gøre processerne så gennemskuelige som overhovedet muligt og dels at give deltagerne reelle mulighed for at sige til og fra.

Kommunikation, kød og knogler
Længe før vi kan formulere vores oplevelser med ord, har vi opfattet og begrebet dem med kroppen. Filosoffen Mark L. Johnson argumenterer for at alle forestillinger, begreber og tanker, al viden, alt sprog er tæt knyttet til kroppen. Fx oplever kroppen det vidt forskelligt at kommunikere enten værdsættende eller problemorienteret. Kommunikation er kød og knogler, og kroppen er en virkningsfuld indgang til kommunikation. Helt enkle øvelser kan skærpe opmærksomheden på samspillet mellem krop og sprog.

Billeder er et andet og meget effektivt redskab der gør kommunikative processer legende og levende. Billeder kan skabe distance til ting der er tæt på, og det kan være en fordel, hvis samtalen handler om noget følsomt eller kontroversielt. Billederne kan være med til at afdramatisere samtalen om noget svært, så det ikke bliver for personligt eller for risikabelt. Men billeder gør først og fremmest det abstrakte konkret og det fjerne nærværende.

En direkte vej

Billeder tilbyder en mere intuitiv og direkte vej til at sætte ord på tanker og følelser. Jeg oplever, at de ofte gør det langt hurtigere at nå frem til klart formulerede udsagn om nutiden eller om drømme og visioner for fremtiden. Billeder appellerer til andre intelligenser end den rationelle, og derfor indeholder metoden et vigtigt element af empowerment. Især mennesker, der ikke er vant til at udtrykke sig med ord, kan få en stemme, der ellers ikke ville få rum i en kultur, der ensidigt hylder det mentale.

Omvendt kan det være svært at samtale ud fra billeder, hvis man er vant til at opfatte verden rationelt. Ingen relationer er fri for magt, og magten kan forskydes til fordel for nogle og ulempe for andre. Juristen eller revisoren kan dominere i samtaler, der trækker på en rationel tankegang, fotografen eller arkitekten i samtaler, der trækker på en visuel. Uanset hvilken tilgang man vælger, vil nogle blive tilgodeset frem for andre. Derfor er det vigtigt at åbne for forskellige måder at kommunikere på.

Flere intelligenser, flere fortællinger 
Psykologen Howard Gardner introducerede forestillingen om, at mennesker har forskellige intelligenser. Han sondrede oprindeligt mellem den musikalske, sproglige, kropslige, logiske, visuelle, sociale og personlige intelligens. Siden kom flere til, og listen er ikke endelig. Pointen er ikke, at den rationelle tanke nu skal pakkes sammen, men at forskellige måder at kommunikere på kan bidrage med nye perspektiver.

Ved at appellere til forskellige intelligenser inviterer man til forskellige fortællinger. Filosof og kommunikationsforsker W. Barnett Pearce peger på, at der altid er forskellige opfattelser af virkeligheden. De kreative og dialogiske processer fremmer forskellige fortællinger om mennesker og organisationer, og i de mange fortællinger ligger virksomhedens potentiale til at møde fremtiden på nye måder.

Se kurset Proceslederens værktøjskasse  - Claus Munch underviser i Hellerup 15. september. Workshoppen giver konkrete værktøjer til dialogisk, værdsættende og kreativ kommunikation.