STEEN REESLEV

Reeslev,Steen85x100.jpg

 

Steen Reeslev DKF ikon har haft ansvaret for kommunikationen i A.P. Møller - Mærsk siden 2008 og før det i Danske Bank. Steen er journalist fra journalisthøjskolen i Aarhus 1986. Steen Reeslevs vej mod toppen er bl.a. gået forbi Erhvervsbladet og Jyllandsposten og videre til Burson-Marsteller efterfulgt af en årrække i Central-Europa, hvor Steen Reeslev arbejdede med branding for nogle af verdens største virksomheder.

 

 

JESPER MALM

Malm,-Jesper-85x100_farver.jpg 

 

Jesper Malm DKF ikoner presseansvarlig hos COWI og leder af virksomhedens kommunikationspartnere. Jesper har tidligere været chef for Corporate Communication hos Røde Kors og kommunikations- og HR-chef i Rambøll Management.




 

Imagekursen er sat hos Mærsk trods udfordringer

Fem hurtige til Steen Reeslev, kommunikationsdirektør i A.P. Møller-Mærsk
07. september 2011

Af Head of Section, Jesper Malm, COWI



A.P. Møller-Mærsk har netop fået foretaget en international interessentanalyse, som viser, at rederigiganten sejler konkurrenterne agterud. I forårets imageundersøgelse fra Berlingske Nyhedsmagasin var den blå stjerne højdespringer og fik en top tre placering. Imagekursen peger altså entydigt fremad. Men et nærstudie af undersøgelserne afslører også udfordringer blandt de nærmeste interessenter. Vi har spurgt kommunikationsdirektør Steen Reeslev om, hvordan han læser tallene.

Ved sidste imagemåling i Berlingske Nyhedsmagasin blev A.P. Møller-Mærsk nr. 3 blandt danske virksomheder. Er du tilfreds med det?

Ja, vi er tilfredse. Der findes mange gode virksomheder i Danmark, så ud fra den betragtning kan vi kun være tilfredse. Men faktisk måler vi primært vores resultater kvalitativt - hvor gode vi er til at komme ud med vores budskaber i bl.a. medierne. Men den store fremgang indikerer, at vi gør noget rigtigt.

I en nylig undersøgelse foretaget af GlobeScan blandt jeres knap 1400 nuværende og potentielle interessenter giver særligt kunderne jer gode ord med på vejen. Men faktisk forholder hele 21 pct. sig negativt til Mærsk. Hvordan læser du de tal?

I undersøgelsen hæfter vi os ved, at vi bliver vurderet væsentligt mere positivt end vores konkurrenter, der også indgår i undersøgelsen, og at vi står meget stærkt blandt vores allernærmeste interessenter. Jo bedre man kender os, jo bedre synes man om os. Vi er glade for, at bl.a. vores kunder har stor tillid til os. Men undersøgelsen viser også, at vi har udfordringer med profilere os over for dem, som endnu ikke kender os så godt.

Mærsk rummer mange forskellige forretningsområder.

Er der forskel på, hvordan interessenterne bedømmer jer?

Scoren er nogenlunde konstant inden for vores forskellige brancher. Vores brand og værdier slår positivt igennem på alle vores forretningsenheder. Billedet er det samme, hvad enten det er inden for shipping, olie eller et af de andre områder. Alle forretninger bidrager med andre ord positivt til vores mærke og omvendt.


Er tallene udtryk for en markant ændret adfærd hos Mærsk,

eller kommunikerer I bare på en ny måde?

Det er svært at udtale sig om en udvikling, da der ikke tidligere er lavet sådanne undersøgelser. Mærsk er en virksomhed, som altid har bestræbt sig på at gøre det ordentligt og rigtigt. Men den har altid været meget tilbageholdende med at fortælle andre om den, bl.a. fordi vi har 'ydmyghed' som en af vores fem værdier. Det husker vi stadig på, selv om vi i højere grad fortæller om, hvor vi står, og hvor vi skal hen. Et konkret eksempel er vores fokus på miljø, hvor vi fortæller om vores CO2-mål og sætter handling bag ordene ved bl.a. at bygge verdens største og mest miljøvenlige containerskibe, de såkaldte Triple-E skibe. På den måde hænger handling og kommunikation sammen.

I har fokus på bæredygtighed nu.

Vil I fortsat have det, eller er der andre emner, I vil profilere jer på?

Vi arbejder strategisk. Vi køber jo de skibe, som svarer til den position, vi ønsker i markedet. Og vi kommunikerer det, fordi vi også ønsker at skabe en effekt. Vi tror på, at vores kunder om ikke så længe vil forlange mere bæredygtige løsninger, fordi deres kunder - altså forbrugerne - vil efterspørge det. Gennem vores handling og vores kommunikation ønsker vi også at skubbe til en mere bæredygtig udvikling. 

Fremadrettet vil vi gerne fokusere mere på vores teknologiske løsninger inden for bl.a. olieudvinding og i højere grad sætte fokus på den samfundsøkonomiske værdi af vores investeringer på vækstmarkeder ude i verden. Det kan f.eks. være værdien af at drive en effektiv havn i Nigeria, som skaber økonomisk vækst og forsørger 3000 mennesker.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR