Helt tæt på Anne Marie Geisler Andersen

Af Bo Bredsgaard Lund, Head of Market Access i JKL Group A/S

Anne Marie Geisler Andersen gjorde politisk lynkarriere, da hun overtog Morten Helveg Petersens plads i den Radikale folketingsgruppe. Her fortæller hun i et åbenhjertigt interview om at balancere et politisk liv og samtidig lide af depressioner. Anne Marie har politiske ambitioner, men vil ikke gå på kompromis med den, hun er. Hun vil være kendt for at være sig selv, og for at kæmpe for psykiatrien.

Hvordan vidste du, at du ville ind i politik?

Det var i forbindelse med, at jeg fik min første depression Når man er langt nede, er det ofte også der, man pludselig kan se helt klart. Samtidigt kommer jeg ud af en familie, hvor min far lider af psykisk sygdom. Det gjorde, at det var et område, jeg gerne ville være med til at sætte fokus på. Og så tænkte jeg, hvor jeg kunne bidrage mest optimalt: Folketinget. Derfor startede jeg på statskundskab i 2004 og meldte mig i foråret 2005 ind i Radikale Ungdom, hvorefter jeg i efteråret stillede op til en ordførerpost. Siden begyndte tingene at gå stærkt, jeg meldte mig ind i Radikale Venstre i 2006 – tre år før, jeg kom ind i Folketinget, hvilket, jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig, kunne ske så hurtigt.

Visioner for psykiatrien

 

Du er bl.a. ordfører for psykiatrien – det område, der er årsagen til at du gik ind i politik. Hvilke visioner har du for psykiatrien?

Jeg har en klar drivkraft for at skabe nogle bedre forhold for psykiatrien – og så længe, der er basis for en bedre psykiatri og bedre forhold for folk med en psykisk sygdom, så mener jeg, at jeg har en berettigelse i dansk politik. Mere præcist vil jeg gerne aftabuisere det at have en psykisk sygdom. Jeg har opdaget, at jeg kan bruge det, at jeg nu sidder i Folketinget som en talerstol, hvorfra jeg kan være med til at tage debatten og aftabuisere emnet.

En anden vision er, at få løftet psykiatrien op på niveau med somatikken (fysisk sygdom, red) og resten af sundhedsvæsenet. Psykiatrien bliver jo systematisk tilført færre midler, – det har betydet et enormt efterslæb. Samtidigt bliver flere og flere mennesker ramt af en psykisk lidelse. Ved at tilføre psykiatrien flere midler, kan vi også bidrage til at give området et bedre image og fremadrettet gøre det mere prestigefyldt at blive psykiater.

Hvordan kommer efterslæbet til udtryk?

Tag nu f.eks. behandlingsgarantien. Vi har en behandlingsgaranti på en måned i somatikken, mens man i psykiatrien har en ventetidsgaranti på to måneder. Pointen er, at der altså er dobbelt så lang ventetidsgaranti i psykiatrien, selvom man kan være lige så syg, hvis man har en psykisk sygdom, som hvis man fejler noget fysisk. Dertil kommer, at de ordninger, vi laver for mennesker med psykisk sygdom, ikke er gode nok. Som da man lavede loven om tilskud til psykologhjælp, hvis man lider af mild eller moderat depression: Da pengene skulle på bordet, blev hjælpen indskrænket til mennesker mellem 18 til 37 år. Sådan en prioritering kunne man aldrig forestille sig i forhold til mennesker med kræft. Det er som om, man behandler mennesker, der lider af en psykisk sygdom som en slags andenrangsborgere.

 

Hvad ser du som en vej frem?

Det handler bl.a. om fokus på andet og mere end medicin. Medicin er nødvendigt for nogen – især dem, der er allerhårdest ramt. Men der bør være mere fokus på kost og motion som supplement, fordi det øger behandlingseffekten. Det har en mere langsigtet virkning.

Og så skal vi have fokus på at hjælpe psykisk syge med at håndtere hverdagen. Helt konkret tænker jeg på undervisningsforløb, hvor man underviser mennesker, der lider af fx depression i at håndtere deres lidelse og samtidig få et liv med job, venner og familie til at fungere.

Din hverdag ændrede sig markant, da du trådte ind i Folketinget. Prøv at beskrive for folk, som ikke kender det politiske liv, hvordan din hverdag i dag ser ud?

For det første er jeg begyndt at stå meget tidligere op. Tidligere stod jeg op omkring kl. ni-halvti. Nu står jeg op kl. syv, og det første, jeg gør, er at tænde for radioen, hente avisen og se om der er noget, jeg skal reagere på. Og så tjekker jeg mails. Der er som regel kommet noget henover natten. Derefter løber jeg tit en tur om formiddagen – tit med radioen i ørerne. På den måde har jeg både min telefon ved hånden, hvis medierne eller andre skulle ringe, og samtidigt kan jeg så høre Poul Friis eller noget andet på P1. Dernæst står den på gruppemøde i Folketingsgruppen. Der er gruppemøder fra tirsdag til fredag. Efter gruppemødet skal jeg enten ned i Folketingssalen, hvis jeg har nogle lovforslag til behandling, eller også har jeg møder med folk i ministeriet, fra interesseorganisationer, repræsentanter fra erhvervslivet, journalister m.v. Endelig prøver jeg så ofte som muligt også at skrive på et debatindlæg hver dag, ligesom der selvfølgelig går en del tid med at forberede sig og læse lovforslag eller skrive ordførertaler. Tit foregår der også noget om aftenen – f.eks. gruppemøder, generalforsamlinger eller debatarrangementer. Det er vist nogenlunde sådan, en typisk dag ser ud for mig.

Så dine dage er kort sagt blevet meget længere?

Ja, det er de, men jeg prøver at disponere over min tid ved systematisk at planlægge og også prioritere at have fritid. Årsagen til, at jeg fik min første depression, var stress. Så det gør jeg alt for at undgå ved at være benhård til at prioritere i det daglige. At samle bunker sammen stresser mig, og når man endelig når til bunds i bunken, er tingene som regel blevet uaktuelle. Derfor har jeg den tilgang, at jeg selvfølgelig arbejder hårdt, men hvad jeg ikke kan nå inden for den enkelte dag, det kan jeg overordnet set ikke nå  

Det bedste og det værste på Christiansborg

 

Hvad er det værste ved livet på Christiansborg?

Før jeg selv kom ind i Folketinget, var jeg af den opfattelse, at man som udgangspunkt skal have tillid til andre mennesker, indtil det modsatte er bevist. Men efter at jeg er kommet ind, har jeg desværre måttet erkende, at det måske ikke altid er det bedste udgangspunkt inden for den politiske verden. Folk tager desværre forskellige metoder i brug for at komme frem, og det er ikke altid lige behageligt at være vidne til.

Men jeg kan konstatere, at jeg har det sådan, at hvis jeg ikke kan få lov at være, som jeg er, så skal jeg ikke være i politik. Jeg kan godt lide, at man er åben og ærlig – ikke mindst ærlig over for sig selv. Og jeg vil ikke være en, som tager ufine metoder i brug for at fortsætte en politisk karriere. Hvis der ikke er plads til mig, som jeg er, så tror jeg, at jeg finder et andet sted at slås for psykiatrien. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at være tro over for mig selv og de ting, jeg tror på.

Hvad er så det bedste ved at være på Christiansborg?

Udover at det selvfølgelig er en slags drøm, der er gået i opfyldelse, og jeg har fået mulighed for at være med til at træffe beslutninger om netop psykiatriområdet, som betyder så meget for mig, så er det, at verden i den grad åbner sig op for mig. Eksempelvis bliver jeg kontaktet af en masse forskellige organisationer, der gerne vil i dialog med mig. Så jeg har fået et godt netværk. Hvis jeg en dag igen skal ud af politik, håber jeg derfor, at jeg fortsat har mulighed for at arbejde inden for psykiatriområdet.

Tænker du over hvilke værdier, du gerne vil være kendt for?

Jeg synes, at ærlighed er den vigtigste værdi for mig. Det, at kunne stå inde for det, man siger og gør, at være oprigtig, såvel over for andre som over for sig selv. Det vil jeg gerne være kendt for. Jeg er gået ind i politik, fordi jeg har nogle visioner og værdier, jeg tror på, og det er dem, der skal komme til udtryk i mine ord og handlinger. Jeg spekulerer ikke på, hvad der er mest populært. Jeg har brugt en del år på at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg gerne vil. Derfor har jeg gjort op med mig selv, at der er grænser for, hvor langt jeg vil gå for at være med i politik. Jeg vil have lov til at være her, præcis som jeg er.

Hvis jeg derudover blev kendt for at være den, der slås for psykiatrien, så ville det glæde mig meget. For det er det, jeg gerne vil være her for.