MAI CHRISTIANSEN

Mai Christiansen

 

 

Mai Christiansen DKF ikoner sekretariatsleder i FMTB. FMTB - fra modtager til bidrager - er en helt ny organisation, der yder hjælp til samfundets udsatte grupper med at komme ud af fattigdom og ind på arbejdsmarkedet.

 

Mai Christiansen har tidligere været ansat på Christiansborg som organisationskonsulent hos Liberal Alliance - hvor hun fortsat er næstformand. Mai Christiansen er cand.comm. i kommunikation og geografi fra RUC og er medlem af Dansk Kommunikationsforenings webredaktion.

Han holder på gløggen, som var den en stor fadøl

22. december 2010

Af Mai Christiansen, medlem af Webredaktionen, DKF



Julen er for nogle lig med markeringen af det glade budskab om selve menneskets frelse og den salige evige fryd. For andre er julen nærmere forbundet med halsbrækkende øvelser ned ad Strøget og uempatisk jagt rundt på Illums etager. Hvis der findes en sandhed, findes den vel sagtens et sted midt imellem.

Uanset hvad julen er og for hvem, er den alt andet lige højtid for afsendelse af kommunikation. ”Steg din and på denne måde, så bliver din julemiddag en succes”. ”Du er en god og moderne forælder, hvis du forærer dit barn denne her”. ”Følg disse råd og du får overskud til at være overskudsagtig hele julen igennem”. Mange budskaber fordøjes, mens decembers dage tilbagelægges, indtil vi ender i sofaen med en smag af kirsebær i munden. 

 

df---jul.gif

 

En af de afsendere, der har følt anledning til at markere julen med en kommunikationsgave, er Dansk Folkeparti. ”Glædelig jul og godt nytår” ønsker partiet med dette billede. Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Søren Espersen sender partiets julehilsen af sted til os alle med rød strik, grøn gran, varm gløgg og kuglerunde æbleskiver.


Men hvordan tager de andre partiers politikere imod denne hilsen? Og hvilke tanker har de selv gjort sig vedrørende kommunikation specifikt i julen? Vi har spurgt et par stykker af dem. Læs her hvad de svarer og giv dit eget besyv med. Er der skjulte budskaber i Dansk Folkepartis julehilsen og hvad er julen egentlig for en kommunikationssituation?

 

Manu Sareen, Det Radikale Venstre


Hvilket signal synes du, DF sender med kampagnen?

”Hjemmestrik, æbleskiver, julepynt, gløgg og tandpastasmil over hele linjen. Det virker næsten for overdrevet, men de seneste ti år har vi lært, at Dansk Folkeparti er meget dygtige til at kommunikere. De har ingen fine fornemmelser og kommunikerer direkte og i øjenhøjde med de vælgere, som de har. Jeg tror, at denne plakat kunne være et muntert indslag på et kollegium, hvor de unge vil synes, at den er ufrivilligt morsom, mens de ældre på et plejehjem vil føle sig trygge sammen med Dansk Folkepartis politiske ledelse. Men den unge mand bagerst til venstre holder nu på gløggen, som var det en stor fadøl.”


Hvilket signal tror du, de gerne vil sende?

”Dansk Folkeparti har gjort en dyd ud af at gøre Christiansborg folkelig. Det handler plakaten om. De andre politikere kender ikke danskerne, men det gør vi, siger de. Men jeg tror, at de går forkert i byen. De har et utroligt snævert billede af Danmark. Deres vælgere er en del af billedet, og jeg har respekt for deres holdninger. Men jeg kan godt afsløre, at jer er dybt uenig. De tror, at de beskytter Danmark ved at lukke af for alt, hvad der kommer ude fra. Jeg tror, at de gør Danmark en bjørnetjeneste.


Vi skal have udsyn, se mulighederne globalt, gøre vores uddannelsessystem og erhvervsliv konkurrencedygtigt internationalt. Heldigvis er vælgerne ved at opdage, at hvis vi skal ud af den økonomiske krise, så skal vi frem til nogen af de løsninger, som Dansk Folkeparti ikke bryder sig om. Med de briller på bliver billedets julestemning en lille smule forlorent. Så let glemmer vi ikke alvoren, Pia!”


Hvilke tanker har du selv gjort vedr. din egen kommunikation op til julen?

”Den 1. januar starter jeg som vikar for Lone Dybkjær. Hun har orlov i tre måneder, og mens hun er væk skal jeg være de radikales ordfører på ligestillings-, sundheds- og retspolitikken. Det er nogle store områder, og fx på det retspolitiske område er en ny offentlighedslov sendt i høring og skal behandles i Folketinget i januar. Det er meget komplekst, og jeg er fokuseret på at sætte mig ind lovgivningen. Det er meget vigtigt, for denne lov kommer til at gælde i mange år frem over og vil bl.a. sætte rammerne for hvilke informationer og papirer, medierne kan få adgang til. Med alle de skandalesager, der har været de seneste år, er det vist ikke for meget at sige, at det er demokratiet og alle almindelige menneskers indflydelse og indblik i lovgivningsprocesserne, der står på spil.


Forslaget lægger op til at begrænse pressens indsigt i den kommunikation, der finder sted i et ministerium. Det er måske meget forståeligt, at regeringen gerne vil slippe for det. Men er det ikke alle vælgeres ret at vide, hvad der foregår?”

 

Pernille Frahm, Socialistisk Folkeparti


Hvilket signal synes du, DF sender med kampagnen?

”Hvis man ikke kender dem, ville man jo umiddelbart tænke: Hvor ser det hyggeligt ud! Varm glögg, lune trøjer, røde julefarver og afslappet stemning. Måske ville man også - hvis man ikke kendte dem - undre sig over de pæne tandsæt - undtagen på kvinden, der helt tydeligt ikke har den samme tandlæge, som mændene.

Men der er også noget klaustrofobisk over det. Billedet er overlæsset i højre side, og det får mig til at tænke på lange juledage, hvor alt for mange mennesker er sammen og har spist alt for meget. De har ligesom fået snakket om det, der kan snakkes om, og nu sidder vi så der med vores varme glögg.


Det er en lukket fest for mennesker med samme tradition og baggrund. Deres julepynt er taget ud af "Flittige Hænder". Der er ikke noget, der siger wow! - sådan en fed juledims har jeg aldrig set før. Det er kendt og kunne alt sammen ligge i enhver Føtex.”


Hvilket signal tror du, de gerne vil sende?

”Jeg tror faktisk, det er præcis det, DF ønsker at signalere. Måske ikke så udtalt mht den lukkede fest og overspisthed, men de ønsker - gætter jeg - at sende et klart kultur signal: Det er sådan, vi er, det er sådan, vi vil være, og det er sådan, det er bedst at være. Der er ingen løfter i billedet andet end et løfte om, at være kulturbevarende og forsvarende, og at det er det bedste og det hyggeligste. Det er meget præcist udført.”


Hvilke tanker har du selv gjort vedr. din egen kommunikation op til julen?

”Jeg har egentlig ikke tænkt så meget over, hvilke signaler, jeg vil udsende lige i forbindelse med julen. Jeg kommer altid for sent med julekortene, og det vil også ske i år. Jeg sender kun til en lille kreds af meget gamle bekendte eller familiemedlemmer.


Den kultur jeg ønsker at signalere er en dynamisk kultur - en kultur, der forandrer sig med de aktører, der er med til at skabe den. En forandringsparat kultur er en kultur, der appellerer til modet og til det store menneske i os. Derfor forsøger jeg at signalere indignation - ikke bornerthed, mod - ikke frygt, nysgerrighed - ikke lukkethed og begejstring ikke bøvl.

Og det er jo oplagt at udsende signaler om at forberede sig på forandring. Det nye år er et valgår.


Det giver mulighed for regeringsskifte, ny regering og nye politisk vinde. Danmark er et stabilt system, men der er alligevel sket store forandringer under denne regering. Forandringer, som måske opleves tydeligst, når man drager ud og snakker med mennesker fra andre europæiske lande om Danmark. Her er der ikke tvivl: Danmark har valgt selvtilstrækkeligheden og en uempatisk "vi-kan-ikke-redde-hele-verden" vinkel på menneskerettigheder, asyl, indvandring og bistand.

Jeg arbejder på at signalere, at skuden vil ændre retning, når vi får en ny regering.”

 

Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti

 

Hvilket signal synes du, DF sender med kampagnen?

Thule vil gerne vise, at han er gift. Se hvordan han holder vielsesringen frem og det kække smil, når han tænker på sin kone. Han vil gerne udstråle, at han er en rigtig mand, der holder meget af sin kone. Det lykkes også fint.

 

Hvilket signal tror du, de gerne vil sende?

Men når man dernæst kigger ned på Pia, ser man, at hun har den samme vielsesring. Danner de par? Når man så først tænker i de baner, så kan man ikke lade være med også at undre sig over, hvorfor Skaarup har hånden på Espersens skulder.

 

Hvilke tanker har du selv gjort vedr. din egen kommunikation op til julen?

Jeg er håbløst bagud. Hvorfor kan man ikke skrive julekort efter jul? Jeg har modtaget de første 30 julekort, men jeg har endnu ikke selv skrevet nogen. Det bliver vist kun til en email i år.  Men hvem gider efterhånden at læse dem.

 

Rigtig god jul og godt nytår!

 

 

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR