Fra Århus til København

Af projektchef Kristoffer Kej, RelationsPeople

Det nytter ikke at blive ved med at diskutere med skeptikerne, OM der er et problem med global opvarmning. Den globale, offentlige debat må skifte fokus til, HVORDAN vi løser problemet. Det var en af hovedkonklusionerne fra konferencen Beyond Kyoto, som Århus Universitet afholdt i starten af marts.

Kommunikatør på klimakonference
Den 5. og 6. marts i år afholdt Aarhus Universitet klimakonferencen Beyond Kyoto. Konferencen samlede forskere, politikere og repræsentanter for virksomheder fra hele verden for at diskutere løsninger for klodens klima.

Den grønne tænketank CONCITO var inviteret til at rapportere fra konferencens syv temaer og oversætte de mange forskeres indlæg til fremadrettede politiske anbefalinger. Undertegnede var i sin egenskab af kommunikatør udpeget som en af de syv rapportører. Som noget atypisk for den type konferencer var deltagerne nemlig ikke kun biologer og andre med naturvidenskabelig tilgang til klimaet. Konferencen havde også deltagelse af forskere og praktikere fra områder som læring, CSR og kommunikation.

Denne artikel er en kommunikatørs øjenvidneberetning fra en verden befolket af biologer, økonomer, nanoteknologer og andet godtfolk. Samtidig opridser den de væsentligste pointer for kommunikatører i forhold til klimadebatten.

Billeder af smeltende isbjerge
Et oplæg på en klimakonference skal åbenbart starte med et billede af et smeltende isbjerg eller et lignende motiv, der skærer konsekvenserne af klimaforandringerne ud i pap. Selv garvede klimaforkæmpere som Gro Harlem Brundtland, Tony Blairs tidligere rådgiver David King og Wally Broeckner (som i sin tid stod fadder til udtrykket ’global warming’) brugte en stor del af deres oplæg på at levere data for at vise, at global opvarmning ER et reelt problem. Vel at mærke foran at publikum af ligesindede… Og det samme mønster gentog sig i de fleste af præsentationerne på konferencen. For en udenforstående var det tydeligt, at mange af klimaeksperterne har brugt mange år af deres liv på at argumentere mod skeptikerne. Det paradoksale var, at et andet gennemgående tema på konferencen var, at tiden til snak er forbi. Der skal handling til nu! Som kommunikatører har vi en stor opgave i at få skiftet til handlings-perspektivet. Hvis klimakommunikation altid skal starte med at erkende problemet, risikerer vi, at debatten aldrig kommer længere. Desuden er der en overhængende fare for, at den stadige fokusering på at bevise problemet bliver ved med at skabe et rum for de stærke kræfter, der særligt i USA har interesse i at nedtone klimaproblemerne.

CSR ikke nok
For tiden skal man ikke dreje hovedet meget for at få øje på danske virksomheder, der sætter klima-initiativer i gang, er med i klima-konsortier, laver klimastrategier og deltager i klimadebatten. I hvert fald her til lands kunne man til tider få det indtryk, at det er virksomhederne, der fører an i kampen for et bedre klima. Spørger man forskerne på konferencen, er svaret et andet: de nødvendige klimaforandringer kan ikke opnås ad frivillighedens vej. Der skal derimod offentlig regulering til, og den skal være global, så spillepladsen bliver ens for alle. Det kan godt være, at danske virksomheder har gode intentioner, men det store ryk bliver først for alvor taget, når virksomheder i lande med en mindre udtalt tradition for at tænke i socialt ansvar og bæredygtighed bliver tvunget til det af lovgivningen.

Skismaet ved mere regulering fra et kommunikationsperspektiv er naturligvis, hvordan man bevarer bæredygtighed som et konkurrenceparameter og en væsentlig del af virksomhedens brand, når alle ens konkurrenter gør det samme – blot tvunget af lovgivning. Bliver man så nødt til at gå endnu længere?

Få den tunge ende med
En del af svaret på ovenstående blev givet af Nigel Howard fra det australske konsulentfirma Edge Environment. Han plæderede for, at lovgivningen stadig blot bør lægge et minimumsniveau, men at man derudover bør satse på mærkningsordninger, certificeringer med videre for at få flyttet den brede masse af virksomheder. Og i den forbindelse må kravene ikke sættes alt for højt. Frontløberne skal nok blive ved med løbe i front, men hvis det virkelig skal rykke, skal den store masse af virksomheder med, og det kræver, at kravene ikke bliver sat for højt.

I det hele taget advarede han mod at gøre virksomhedernes klimaindsats til noget meget komplekst.

Green-tech er blevet et buzzword, men ikke nødvendigvis et begreb flertallet af virksomheder kan relatere sig til. Der er en oplagt risiko for, at klimaforkæmperne kommer til at kæmpe alene ved fronten, hvis ikke vi både retorisk og forventningsmæssigt får den tunge ende med.

Information virker ikke
Beyond Kyoto konferencen resulterede i syv statements – konferencens hovedbudskaber til beslutningstagerne om, hvad der skal til for at knække klimakurven. To af de syv statements pointerede vigtigheden af, at befolkninger, NGO’er og virksomheder bliver inkluderet i klimadiskussionen. Og netop inklusion var et vigtigt nøgleord i flere af konferencens indlæg. Det stod nemlig klart, at det ikke virker blot at informere folk.

Flere af konferencens indlæg fokuserede på, hvad der skal til for at skabe de nødvendige adfærdsændringer hos almindelige borgere – øge efterspørgslen efter energirigtige bygninger, fødevarer og så videre. Svarene pegede ikke overraskende alle på, hvor vigtigt det er, at få tingene ned på jorden og gøre det både nemt og konkret for folk – og altså også at involvere dem i diskussionen i stedet for at skræmme og vifte med pegefingeren. Ligesom det for virksomhederne gælder om at få den tunge ende med, så bør vi også over for borgerne i højere grad fokusere på de enkle løsninger, hvor alle kan være med. Hellere en million elspareskinner end ti højteknologiske, CO2-neutrale huse for de særligt indviede.

Fra Århus til København
Beyond Kyoto konferencen var Århus Universitets bidrag til debatten frem mod COP15 i København senere i år, men hvad mange måske ikke husker, så var Århus også vært for en anden begivenhed, som bør blive husket af regeringslederne og deres følger, når COP15 går i gang. Det var nemlig her, at Århus-konventionen om åbenhed på miljøområdet blev underskrevet i 1998. Århus-konventionen giver offentligheden adgang til oplysninger om og medvirken i beslutningsprocesser om lokale, nationale og internationale miljøsager, og den er afspejlet i lovgivningen i mere end 40 lande. Det var en klar anbefaling fra Beyond Kyoto, at Århus-konventionen bør tænkes ind i COP15, så klimadebatten – og ikke mindst klimaløsningerne – bliver allemandseje og ikke blot en lukket, akademisk snak mellem forskere og politikere. Også når støvet har lagt sig efter COP15 og et år, der i den grad har stået i klimaets tegn. Hvis det bliver tilfældet, vil det gøre opgaven for os kommunikatører i at udtænke måder at involvere 'almindelige' mennesker i de meget komplekse klimaspørgsmål så meget desto mere væsentlig.