Fogh gør det eneste mulige
Af informationschef Jeanette Serritzlev, Totalforsvarsregion København
- Han kan for eksempel sige følgende: 'Jeg bliver ikke Natos næste generalsekretær.' Sværere er det ikke, skriver Berlingske Tidende i sin leder den 19. februar 2009. Svaret er: Nej, det kan han ikke. For det er han jo. I modsat fald ville han have sagt det. Men selvfølgelig kan han ikke sige det nu.
Nu må han snart beslutte sig, siger mange. Nu må han finde ud af, hvad han vil, og hvorfor i alverden skulle han dog ville det? Farcen må stoppe, skriver Berlingske Tidende og giver udtryk for, at det da må være meget bedre at være regeringschef i et lille land end mødeleder i Natoregi. Det er jo en holdning. En anden tilgang kunne være at se på Foghs situation: Statsminister siden 2001. Vundet og genvundet tre valg. Står stadig i spidsen for en stærk regering med et solidt grundlag; ikke mindst takket være en svag opposition og en masse partiroderi på midten. Det er muligt, at det isoleret set er finere at være statsminister i Danmark, men det hak kan han ligesom sætte. Selv det mest spændende job kan blive trivielt, og selv en statsminister kan søge nye udfordringer. For sin egen skyld; og for sit partis. For hvad er det for en situation, VK-regeringen vil stå i ved næste valg? Erfaringen viser, at befolkningen med mellemrum har brug for nye ansigter. Ikke fordi de ikke vil have, hvad de har, men fordi de vil have noget andet. En fjerde periode med Fogh? Tja. Måske. Måske ikke. Det vil sige; enten vil han gå imod sin sidste periode, der næppe vil være præget af store forandringer, eller også vil han ende med at tabe. Efter at have haft succes siden 2001. Er det et ønsket eftermæle? Fogh kan vælge at træde tilbage og overlade scenen til en ny i forbindelse med et overstået valgnederlag, eller han kan vælge at gøre det, fordi han selv hopper videre til noget andet – og give efterfølgeren det bedst mulige afsæt for at indlede med en succes. For en fjerde periode med en VK-regering med en ny statsminister vil også være nyt. Måske nok nyt.
'Så sig dog noget …'
For hvad i alverden skulle manden ellers gøre? Tillad mig i det følgende at komme med en kort analyse. Der er to udgangssituationer: a) Anders Fogh Rasmussen er kandidat til jobbet som Natos generalsekretær. For at begynde med det sidste: Det ville næppe være nået så vidt i den offentlige debat, hvis det var tilfældet. Så lad os dømme den situation ude. Så lad os antage, at tilfældet er situation a. Det giver statsministeren to muligheder: Mulighed 1: Offentligt at udmelde sit kandidatur. Mulighed 2: Ikke at udmelde sit kandidatur, men bringe sig selv i spil. M1 betyder, at statsministeren med ét svækker sin egen nuværende position og hele regeringens grundlag. Hvor troværdig er såvel en statsminister som en regering i den situation? Hvordan skal han kunne varetage landets interesser? Og ikke mindst; hvordan skal han overhovedet have en jordisk chance for at overleve politisk, hvis han bliver vraget til jobbet? Konklusion: M1 er ikke en mulighed.
Flere eksperter har tilkendegivet, at det ellers ikke er en post for tidligere regeringschefer. Når man ser på historikken for tidligere danske statsministre, hedder favoritposten menigt medlem i Europaparlamentet. I det lys synes posten på toppen af Nato for en statsminister, der altid har ført en aktiv sikkerheds- og udenrigspolitik vel ikke helt ringe.
Kritikken af Foghs tvetydighed om generalsekretærjobbet synes svær at tage seriøst. Den er forventelig fra oppositionens side og ligeså fra Dansk Folkeparti. Fra andre sider er det mere uforståeligt.
b) Anders Fogh Rasmussen er ikke kandidat til jobbet som Natos generalsekretær.
Det lader os tilbage med M2. Statsministeren er anerkendt og respekteret i internationale kredse. Danmark er stærkt involveret i internationale operationer. Vi har dygtige soldater og er med, også hvor det gør ondt. Selv om vi er et lille land, giver det danske forsvars indsats i Afghanistan Fogh legitimitet.
Toppost i Nato eller en stol i parlamentet?
Jeg ved i hvert fald godt, hvad jeg ville vælge.