Profil
Jon Kiellberg er webredaktør og kommunikationsmedarbejder i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Jon Kiellberg sidder i redaktionen, der udgiver Kommunikatøren i DKF. Jon Kiellberg har tidligere arbejdet på politiken, Økonomisk Ugebrev og i Dansk Kommunikationsforening.

Finanskrisen og Kommunikation

09. januar 2009

Af webredaktør og kommunikationsmedarbejder Jon Kiellberg, Arbejdsmarkedsstyrelsen



Danske banks historiske bygninger fra det 18. århundrede dannede den 8. januar 2009 rammen om gå-hjem-mødet om kommunikation i forbindelse med den måske værste krise i nyere tid – Finanskrisen.

Og de overdådige lokaler ved Holmens Kanal var velvalgte til aftenens tema om den globale økonomiske recession. For intet synes at være ved det gamle. Vi står i dag over for en ny økonomisk dagsorden, en finansiel skillevej og et paradigmeskift i det kapitalistiske kredsløb og økosystem.

 

I en stuvende fuld sal svingede mødeleder Ulrik Grimstrup taktstokken og styrede slagets gang. Ulrik Grimstrup slog med det samme tonen an, da han fortalte, at en simpel google-søgning på finanskrisen gav 8,3 mio. hits. Til sammenligning gav højkonjunktur 23.000 hits og Anders Fogh Rasmussen 1. mio. hits.

 

Kultiveret Kapitalisme

Derefter kom den første oplægsholder på scenen: Adm. chefredaktør Bjarke Møller fra Ugebrevet Mandag Morgen. Bjarke Møller startede med at tegne et dystert billede af den alvorlige økonomiske situation: Det her er verdens største og mest komplekse økonomiske krise. Måske ligefrem mere alvorlig end 1930´ernes finansielle nedsmeltning, da 1930´erne var en lokaliseret krise, hvor den nuværende finanskrise er global med sammenvævet økonomi.

 

Bjarke Møller berettede også om, hvorledes Ugebrevet Mandag Morgen havde ramt rigtigt i deres forudsigelser tilbage i 2007 om kommende finanskriser. Nu står vi midt i det – og det bliver værre. Og den gyldne æra – det lange boom er definitivt over. Væk er jubeloptimismen, alle de tvivlsomme spekulationer og den endeløse grådighed. I stedet står vi i dag over for 7 sammenflettede kriser – som alle påvirker hinanden. På den baggrund er der, ifølge Bjarke Møller, behov for nye risikomodeller, bedre samarbejde på tværs af grænser og en form for kultiveret kapitalisme og ikke mindst mere realisme over for den økonomiske tilstand, som verden står midt i.

Se Bjarke Møllers slides

 

Krisekommunikation i Danske Bank

Aftenens anden oplægsholder var koncernpressechef og underdirektør Jonas Torp fra Danske Bank – som har været en konstant del af mediebilledet de sidste tre måneder under finanskrisen. Danske Bank har stået over for store kommunikative udfordringer i formidlingen og videndelingen af finanskrisens konsekvenser for banken både internt og eksternt.  For banken har ikke alene mange interessenter som kunder, eksperter, aktionærer, politikere og medarbejdere. Banken opererer også over landegrænserne. Og det har været en vanskelig opgave at løfte i forhold til, at forudsætningerne og de forskellige historier har skiftet fra time til time.

 

Oplægget gav en god indsigt i og et nøgternt billede af, at uanset hvor stor en organisation og virksomhed man er, så er finans-tsunamiens omfang og styrke kommet bag på de fleste.

 

Udover de to glimrende oplæg var der i løbet af aftenen både tid til at spørge ind til de forskellige aspekter af krisen og diskutere kommunikationsfagets udfordringer og muligheder i 2009.

 

Hvis du er interesseret i at læse mere om den finansielle krise - så handler det næste nummer af Kommunikatøren om finanskrisen og kommunikation, som udkommer midt februar.

Kommunikatøren nr. 6/2008 sætter fokus på fødevarekommunikation

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR