Profil
Ph.D., Professor, Ulrik Kjær Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Fem hurtige til valgforsker og professor Ulrik Kjær om kommunalvalg 2009

04. december 2009

Af kommunikationskonsulent Ane Eggert, Kommunernes Landsforening



Kommunalvalg 2009 er netop overstået. Der er vendt godt rundt på det kommunalpolitiske fordelingskort. Halvdelen af de danske kommuner har fået nye borgmestre. Der er nye landspolitiske tendenser, men også meget er ved det gamle. Lokale forhold, lokale personer og lokale valgkampe spiller fortsat en stor rolle i kommunalvalg.

Her giver valgforsker og professor ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær sine bud på bl.a. spørgsmål om nye tendenser og betydningen af nye kommunikationsformer i kommunalvalgkampen.


Hvad har din rolle, som valgforsker, været under kommunalvalget?

 Dybest set har rollen været tredelt:

  1. at hjælpe journalister og deres seere/lyttere/læsere med valgmatematikken (hvad er forskellen på partiliste og sideordnet opstilling etc.)
  2. at hjælpe med at sætte tingene ind i en kommunalpolitisk kontekst (man ser brede konstitueringer, fordi konsensusnormen er udbredt i kommunerne etc.)
  3. at huske hvordan det gik sidste gang (når valgdeltagelsen denne gang er 65,8 er det ganske lavt, idet den sidst var 69,5 etc.)  

 

Hvordan har kommunalvalget adskilt sig fra forrige valg?

Ganske meget har været som det plejer. Det lader imidlertid til, at nogle medier/kommentatorer/folketingspolitikere mv. har forsøgt at tolke kommunalvalgene lidt mere med landspolitiske briller på end tidligere. Det er imidlertid værd at lægge mærke til, eksempelvis at Dansk Folkeparti trods fremgang jo stadig kun er ca. halvt så store lokalt som nationalt, og derfor lader det ikke til, at vælgerne har stemt ligeså ’landspolitisk’, som mange gerne vil tolke det i retning af. Det bliver spændende at få kigget mere forskningsmæssigt på dette spørgsmål for at se, om det reelt er vælgerne, der er blevet mere landspolitiske, eller om det bare er et skævt billede, der er blevet tegnet.

 

Hvilke nye tendenser og nye profiler i kommunalpolitik har du især hæftet dig ved?

At der stadig er kommunale forhold på spil. Når det Konservative Folkeparti i Høje Tåstrup med Michael Ziegler i spidsen kan gå fra 4 til 9 mandater, samtidig med at partiet i Odense med en Boye i spidsen kan gå fra 11 til 7 mandater, så er det et udtryk for, at meget stadig er ved det gamle – lokale forhold, lokale personer og lokale valgkampe har betydning.

 

 

Du og andre kommentatorer har udtalt jer i valgkampen på baggrund af meningsmålinger, der efterfølgende har vist sig at være helt skæve. Er det et problem?

 Ja, her er man jo glad for at være på forskerholdet og ikke på kommentatorholdet. Som enhver journalist vil vide, er der ikke nogen som forskere, der er nervøse for at udtale sig på baggrund af en meningsmåling, og som pakker eventuelle forsigtige vurderinger ind i forbehold om statistiske usikkerheder mm.

  

Hvordan har nye kommunikationsformer spillet en rolle i KV09?
Det er for tidligt at vurdere betydningen af nye kommunikationsformer. Vi må vente på, at valget er tygget igennem forskningsmæssigt. En forsigtig vurdering vil dog lyde, at eksempelvis de nye sociale medier ikke i noget videre omfang har virket som fødekilde til de mere etablerede medier. Om de på deres egne platforme har haft en effekt ved dette valg er så det gode spørgsmål, der står tilbage. 

 

Læs også artikel om Ulrik Kjærs oplæg  fra Dansk Kommunikationsforenings konference 'Det lokale demokrati til eksamen' af Torben Lindberg

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR