Er børnemisbrug blevet underholdning?

Af Lene Hansen, borgmester Brønderslev Kommune og Mette Krogh, kommunikationsansvarlig, Brønderslev Kommune

Alle detaljer bliver vendt og drejet, når endnu en børnesag er i mediernes søgelys. Men hvordan sikrer vi, at de udsatte og krænkede børns værdighed ikke krænkes endnu engang, når de konfronteres med spisesedler og TV-indslag, der i detaljer beskriver deres elendighed?

- GIV DIT BESYV MED I KOMMENTARFELTET NEDERST PÅ SIDEN -

 

Netop i disse dage er man i Nordjylland igen vidne til en retssag, der afdækker de mest forfærdelige overgreb mod børn. Sager om overgreb mod børn er næsten blevet hverdagskost. Om det skyldes, at der er flere af dem, eller om kommuner, politi og omsorgspersoner er blevet mere opmærksomme på problemstillingen, ved vi ikke. Vi håber og tror på det sidste, for vi ved fra vores hverdag, at der er stort fokus på udsatte børn og unge – og i Brønderslev Kommune er vi forberedte på, at der kan komme flere sager. Dette indlæg skal dog ikke handle om kommunernes indsats eller mangel på samme, men derimod på hvad der sker i offentligheden, når disse sager kommer i pressens søgelys.

Brønderslev Kommune har haft nogle svære børnesager i de senere år, og vi kan undre os over den store offentlighed, der tilsyneladende skal være for hver eneste detalje i børnenes hidtidige liv. I en tid, hvor der er debat om hvilke billeder, vi hver især må offentliggøre på Facebook, kan det undre, at man må bringe private billeder fra familiernes liv helt uden børnenes accept, som vi har set medierne gøre. Vi taler om børn, som hver dag kæmper for at få en dagligdag og livet tilbage. Børn, der skal danne nye venskaber og forhåbentligt et ordentligt voksenliv. Har de ikke krav på, at vi ikke kender deres hidtidige liv i detaljer? Hvad siger man, når ens kammerat spørger, om man virkelig har gjort det forfærdelige ved ens søster, som medierne påstår?

Alt bliver spredt på de sociale medier

Misforstå os ikke – skyd endelig på kommunerne, på politiet, på skolerne etc. Når systemet fejler, skal systemet også have kritik. Men det burde også være muligt at kritisere systemet uden at stille familiens elendighed til offentlig skue. Det har flere medier da også bevist gennem disse børnesager. Men danskernes sult efter disse detaljer synes umættelig. Det vidner også Facebook om, hvor ’velmenende’ mennesker i børnenes nærhed gladelig deler deres oplevelser med børnene med helt fremmede mennesker i grupper og debatfora. Vi har som samfund en stor opgave med at skærme børnene mod overgreb fra voksne – men det ansvar hører ikke op, fordi forældrene eller andre bliver sigtet og fængslet.

Folkedomstolen er med i landsbyen

Omkring jul kom det frem, at en far, der var tiltalt for seksuelt misbrug af sin datter, blev frikendt. Husker du den ikke? Nej, men det fik heller ikke meget omtale. Og det er den anden side af sagen: Vi dømmer reelt mennesker, før retten har talt. Hver gang en voksen sigtes for seksuelt misbrug af børn, er vedkommende dømt på forhånd. Pressen stiller sig op (ofte i landsbyen) med rullende kameraer og filmer det hus, hvor overgreb angiveligt fandt sted. Og kan man ikke finde det rigtige hus, så stiller man sig bare op ved et tilfældigt og filmer der.

Vi skal også helst med journalisten en tur i Brugsen og høre helt tilfældige borgere fortælle om, hvor forfærdelig det er, at det kan finde sted i deres lille by. Folkedomstolen har talt. Men vender man tilbage, hvis det viser sig, at den/de sigtede frifindes? Sjældent.

Samtidig er vi interesseret i at høre de misbrugte børns historie. Vi har eksempler på, at medierne har taget ophold uden for opholdssteder, plejefamilier etc. for at få et glimt af børnene og gerne høre deres historie. Vi taler her om børn, der ikke er myndige, og som oveni købet måske er dybt skadede. Er det virkelig at gøre dem godt at gøre dem til reality stjerner?

Hvor meget har vi behov for at vide?

Men problemet er ikke kun mediernes. Det er vores allesammens – som borgere og medmennesker. Vi må spørge os selv, hvorfor vi har behov for at få udpenslet seksuelle overgreb. Og vi må som samfund spørge os om, hvorfor børnesager skal gøres til underholdning i den bedste sendetid eller på forsiden? Er det ikke længere nok at vide, at der er foregået seksuelle overgreb? I den forbindelse har Brønderslevs borgmester også rettet henvendelse til regeringen for at høre, om det er muligt at drøfte med anklagemyndigheden, hvor meget pressen skal vide, når f.eks. sagen om en varetægtsfængsling efterfølgende kører for lukkede døre. Det er naturligvis grundlæggende, at offentligheden er klar over, hvad man er sigtet for, og åbenheden i vores retssystem er ganske nødvendig. Men når en sag kører for lukkede døre, bør anklageskriftet vel også være omfattet af en vis forsigtighed og etik af hensyn til ofrene?

Der er næppe tvivl om, at det har stor betydning, at der er offentlighed om krænkelser af børn, for det kan have betydning for andre krænkede børn at se, at det nytter at sige noget. Det skærper også de professionelles fokus på de udsatte børn, og det er alt sammen godt. Siden Tøndersagen har Danmark oplevet en række frygtelige sager om misbrug af børn, men debatten og mediernes interesse stopper, når der ikke er flere detaljer at udpensle. Sagerne bør føre til en diskussion om, hvorfor opdages disse sager særligt i udkantsdanmark? Er fattigdommen flyttet på landet? Eller er vi bare mere opmærksomme på det herude i udkantsdanmark? For misbrug foregår vel også i fine familier, der bor i store huse? Og hvad gør vi så ved det? Er der tilstrækkeligt med behandlingstilbud til den stigende gruppe af svært behandlingskrævende udsatte børn? Nej, vi stiller os tilfredshed med, at krænkerne og et par socialrådgivere står tilbage med skylden.

Ny medieetik på dagsorden

Vi vil gerne starte en debat om, hvordan vi etisk som samfund håndterer offentligheden om disse sager. Hvis man tror, at de fleste af de her børn ønsker den store offentlighed om det, de har været udsat for, tror man fejl. Det er i hvert fald vores erfaring, at børnene opfatter det som meget krænkende at blive konfronteret med spisesedler og TV-indslag, der i detaljer beskriver deres elendighed. Hvordan sikrer vi retssikkerheden, således at ingen dømmes bag lukkede døre, uden at offentligheden har kunnet tage stilling til sigtelserne? Og hvordan sikrer vi, at de udsatte og krænkede børns værdighed ikke krænkes endnu engang?