EU’s betydning stiger, mens folks interesse falder

Af kommunikationsrådgiver Katja Dahlberg, Advice A/S

Medierne gider ikke bruge meget tid på EU, og stemmeprocenten ved det kommende EU-parlamentsvalg ser ud til at blive historisk lav. Men er der tale om et kommunikationsproblem?

EU’s kommunikationsproblem
Sangen om, at ‘vi skal blive bedre til at kommunikere’ er efterhånden det velkendte svar på oppositionens dårlige meningsmålinger herhjemme. Udsagnet synes at bygge på en præmis om, at vælgerne ikke bevidst har fravalgt det politiske indhold, men bare ikke helt har forstået det. Mantraet om de politiske budskabers manglende gennemslagskraft som et kommunikationsproblem har været gentaget i årevis af Socialdemokraterne, og nu er De Radikale - i takt med de drastisk dalende meningsmålinger – også ved at være godt med. Den samme selvforståelse giver genlyd med stadigt stigende styrke i EU-systemets gange og blandt EU-parlamentarikerne, hver gang et lands befolkning vender tommelen nedad til en traktat eller ikke kan møve sig op ad sofaen til parlamentsvalgene. ‘Jeg tror ikke kun, det er et kommunikationsproblem,’ siger Ny Alliances spindoktor Rasmus Jønsson om forholdet mellem Gitte Seeberg og Anders Samuelsen i Christopher Guldbrandsens film om hedengangne Ny Alliances fugl Fønix-fald. Man fristes til at sige det samme om EU.

Ofte begrundes den manglende interesse for EU med, at stoffet er svært at forstå. Man skal både kunne gøre rede for Kommissionen, Rådet, Parlamentet og direktiverne. Det kræver med andre ord en længere politologisk eller juridisk embedseksamen at følge med i teknokratiets detaljer.  Men hånden på hjertet, hvor mange danskere, for ikke at sige journalister, kan detaljeret redegøre for krummelurerne i de hjemlige lovgivningsprocesser endsige det danske folkestyre? Og afholder det nogen fra at tale og skrive om politiske emner? Nej vel.

Det er et grundlæggende strukturelt problem, at EU-parlamentet ikke kan være proaktivt, men må overlade initiativ-retten til kommissionen.  Så længe parlamentet kun har en rådgivende rolle, og ikke en beslutningstagende og lovgivende rolle, så ligger magten hos embedsmændene. Spørgsmålet er desuden, om de politikområder, som befolkningen og pressen interesserer sig for i realiteten ikke stadig besluttes af de nationale politikere, mens EU står for rammerne og den mere overordnede regulering.

Mickey Mouse-parlament
Op mod 70 % af de love, der efterfølgende vedtages i Folketinget stammer fra EU. Når parlamentet lovgiver, sker det i samspil med ministrene fra medlemslandene. Det betyder, at størstedelen af den lovgivning, der besluttes i EU og som har betydning for nationalstaterne, ikke kan gennemføres uden at have været forbi Rådet. Parlamentets beslutninger er altså stadig i høj grad nationalt bundet. Men parlamentet er med de seneste traktatændringer involveret i omkring 75 % af al EU-lovgivning. Det er altså et uhyre vigtigt organ, der i langt højere grad burde tiltrække sig mediernes opmærksomhed.

Måske skyldes en del af miseren de nationale politikeres tradition for at nedtone EU’s betydning. Det har fx i årevis været en del af ja-fløjens retoriske strategi at underkende EU’s betydning, for at tage luften ud af nej-fløjens skræmmekampagner. Thatcher kaldte allerede i midten af 80’erne EU-Parlamentet for et Mickey Mouse-Parlament, i midten af 90’erne fulgte daværende kommissær Ritt Bjerregaard op med udtalelsen om, at EU-Parlamentet ‘ikke er noget rigtigt Parlament’ og ved offentliggørelsen af sit kandidatur proklamerede Bendt Bendtsen, at han ville få mere tid til familien, golf og motorcyklen, hvis han blev valgt ind. Med den tilgang til EU-Parlamentet kan man vel dårlig bebrejde befolkningen, at de ikke viser Parlamentet udelt opmærksomhed, eller at partierne kun kan tiltrække politiske has beens eller uprøvede talenter.

Af med EU-sokkerne
Da Jens Rohde for nylig holdt tale på Venstres landsmøde sagde han til de fremmødtes begejstring: ‘Lad mig sige det lige ud: Jeg ser det ikke som min opgave at sælge Europa-Parlamentet til danskerne. Jeg ser det som min opgave at sælge danskernes holdninger i Europa-Parlamentet!’ Samtidigt erklærede han, at han ikke nødvendigvis ville stemme sammen med den liberale gruppe, men i EU-Parlamentet ville fokusere på at forsvare danske interesser. Det fik Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden til at anklage Jens Rohde for helt at have misforstået, hvordan man arbejder som EU-parlamentariker. Nu har Seidenfaden næppe nogensinde været nogen udpræget fan af det løsgående missil, men der må siges at være grund til at blive bekymret over en kandidat, der også har brilleret med at udtale, at ‘han ikke skal ned til Bruxelles for at rode med direktiver’. Når det er sagt, så viser den første udtalelse dog tegn på en begyndende modning i de politiske partiers forhold til EU. I den forstand, at EU opfattes som en politisk platform på linje med de nationale parlamenter istedet for at være noget, man enten er for eller imod. En holdning der kort efter blev bekræftet af statsminister Løkke Rasmussen, da han, med slet skjult reference til tidligere udenrigsminister Ellemann, blev spurgt, om Venstre havde smidt EU-sokkerne. Løkke svarede, at: ‘Vi er også begejstrede over det danske demokrati, men det fører ikke til et synspunkt om, at alt hvad Folketinget vedtager per definition er smart, klogt og begavet’. Det der på den ene side kan ses som politisk modning, bekymrer andre med vægtningen af den nationale vinkel. Rohde vil stemme dansk i EU. På den måde bliver EU til det, professor Marlene Wind kalder et Kræmmerprojekt, frem for det fredsprojekt som EU startede ud som, og det velfærdprojekt som progressive kræfter gerne vil gøre det til.

Set med kommunikationsbriller er Jens Rohdes tilgang nu slet ikke så dum. For skal danskerne interessere sig for EU, skal det være tydeligt, hvad EU betyder for mig, lige her lige nu. I dag er der kun de radikale tilbage, der mener, at man bør gå til det europæiske projekt med ren begejstring.  En tilgang, der aldrig har været særlig mange stemmer i, og som heller ikke ser ud til at hjælpe det kriseramte parti og dets ukendte spidskandidat.

EU på nettet
Søndag tog DR hul på valgkampen ved at vise halvdelen af de danske spidskandidater i duel overfor en veloplagt Reimer Bo Christensen. Udsendelsen var krydret med oplysninger om kandidaternes private forhold, såsom at Liberal Alliances spidskandidat er sangerinden Tina Dickows fætter, og at Dan Jørgensen er single og ugift. Dette var der plads til, men ikke et ord om de europæiske partigrupperinger eller parlamentets sammensætning, der burde være mere relevant for danskernes stemme. Man kan stille spørgsmål ved, om DR her lever op til sin public service-forpligtelse.

EU-parlamentets hastigt voksende magt og indflydelse står på ingen måde mål med de spaltemillimeter, parlamentet tiltrækker sig. Professor Marlene Wind mener, at den manglende interesse skyldes en særegen mesalliance mellem danske medier og politikere om at bekræfte hinanden i, at magtens centrum stadig er på Christiansborg. I Bruxelles klager politikerne da også over den manglende interesse fra journalisterne, der på deres side skyder skylden på de hjemlige redaktioner. De sidste årtier er antallet af journalister steget fra ganske få til over 1000 fastepressefolk og til de daglige briefinger i kommissionen dukker der mellem 400-500 pressefolk op. Håbet fra EU-institutionerne er, at journalisternes møder på tværs af landende vil skabe en fælleseuropæisk medieplatform, der bryder med de rene nationale dagsordener. Problemet er, at dette i dag ikke er interessant for de nationale medieredaktioner. Her er det stadig den nationale vinkel, der får EU-stoffet igennem. Børsen har således helt fjernet sin Bruxelles-dækning, mens både Berlingske og Politiken har reduceret antallet af journalister fra 2 til 1. Internationalt taler man om en global fatigue overfor internationale historier. Tendensen går i retning af mere lokal- og forbrugerstof – og her går EU helt bag om dansen. Den erkendelse har da også fået kommissionen til at intensivere indsatsen overfor netmedierne med blandt andet EUtube og EUranet.  Ifølge The daily Telegraph koster EUtube 60.000 euro per færdigproduceret time, men er ikke set af mere end 160.000 mennesker siden september sidste år. Det, der ikke er lykkedes for institutionens egne netsatsninger, ser dog ud til at gå bedre i form af distribueret indhold på andre netmedie-platforme. 

For nylig kunne FDIM berette, at nettet nu er det største medie herhjemme og de sidste par år er antallet af sites, der rent beskæftiger sig med EU-stof eksploderet. Flere af de traditionelle medier har opgivet EU-dækningen i trykt form og er helt gået over til EU-dækning på nettet. Spørgsmålet er, om netmediernes udvikling kan skabe en slags digital fælleseuropæisk offentlighed. Ifølge Libérations prisvindende blogger Jean Quatremer er fordelen ved blogosfæren, at brugerne kan kommentere indlæggene og dermed få mere kød på et emne, der typisk anses som lukket og teknokratisk. Håbet for EU ligger måske i blogosfæren?