Den kommunistiske spindoktor

Af presse- og kommunikationsmedarbejder Jon Kiellberg, Arbejdsmarkedsstyrelsen

En af de mest omdiskuterede, beundrede og forhadte aktører i det 20.århundredes politiske historie var modstandsmanden, kommunisten og senere rektor for Københavns Universitet Mogens Fog. Redaktionen har talt med historikeren Morten Møller, som netop har udgivet en biografi i to bind om den kommunistiske spindoktor

’Opfattelse er virkeligheden’, lyder et kendt spinbegreb. Hvis vælgerne opfatter en bestemt sag, en politiker eller en politisk strømning på en bestemt måde, så er det virkeligheden. Derfor har der altid hersket en benhård kamp inden for den politiske sfære om definitionsretten. Det gjaldt ikke mindst under 2.verdenskrig og den kolde krig, hvor de danske kommunisters politiske kommunikation havde til formål at ændre borgernes opfattelse af kommunismen. Her spillede lægeprofessoren og modstandsmanden Mogens Fog en afgørende rolle i forsøget på at ændre den store vælgermasses opfattelse af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

For Fog var modstandskampen under 2.verdenskrig ikke kun en kamp mod nazisme og samarbejdspolitik. Den var også et muligt springbræt til at bringe DKP til magten. Det blev indledningen til et politisk dobbeltspil – hvor spin og manipulation var nøglen til at skabe en forestilling om DKP, som et mere stuerent og demokratisk parti.

Kunsten at liste kommunismen ind af bagvejen

Redaktionen har spurgt historikeren Morten Møller om den kommunisktiske spindoktors arbejdsmetoder.

Mogens Fog (1904-1990) Læge, professor, ledende modstandsmand, minister i befrielsesregeringen 1945 og medlem af Folketinget for DKP 1945-50. Fog var med til at stifte SF i 1959 sammen med Aksel Larsen og var fra 1966 til 1972 rektor for Københavns Universitet.

- Fog var under modstandskampen uhyre bevidst om at præsentere de kommunistiske ambitioner som mindre ’revolutionære’, end de i virkeligheden var. Det handlede om at lokke folk ind i bageriet, belærte han en kommunistisk meningsfælle, og skulle det lykkes, måtte der sukker på kringlerne. Som Fog udtrykte det: ”Ikke en tøddel skal vi slå af i de reelle krav, i det, det kommer an paa, men i vor ydre form skal vi tage psykologiske hensyn.” Det betød konkret, at man udadtil skulle give ”ligegyldige indrømmelser” og præsentere sig som forsvarere af demokratiet, mens man bag facaden skulle opretholde ambitionen om en revolutionær forandring af det danske samfund, siger historikeren.

 

Definerer man som Mie Femø Nielsen og Christian Kock spin som en intention om at stemme modtagerne på en ønskelig måde i forhold til et emne snarere end af en intention om at kommunikere oprigtigt og retvisende, må man sige, at Mogens Fog under krigen indtog rollen som kommunistisk spindoktor.

- Spin, taktik og propaganda er bestemt ikke begreber, som højrefløjen historisk har haft patent på. Tværtimod har det altid spillet en hovedrolle for den kommunistiske agitation, fortæller Morten Møller.

 

Spindoktorens politiske dobbeltspil

En spindoktor plejer jo at arbejde bag den offentlige facade. Det gælder vel ikke i tilfældet Mogens Fog?

- Nej, i Fogs tilfælde var det afgørende, at det også var ’spindoktoren’ selv, som afleverede de politiske budskaber, fordi han i kraft af sin pæne borgerlige baggrund med villa i Charlottenlund og sin ledende rolle i den danske modstandsbevægelse havde opnået en central position i samfundet. Han kunne dermed også appellere til vælgergrupper, som ellers havde været stærkt skeptiske over for den kommunistiske sag. Fog undlod behændigt at tale om revolution og præsenterede sig i det hele taget som en lidet politisk interesseret læge, som kun havde bekæmpelsen af nazismen for øje. Det var tale om et politisk dobbelt-spil, som får nutidens ”spinsager” til at blegne. Vi taler ikke om små politiske nuancer eller bilagssager. Vi taler om at udtrykke en positiv holdning til det parlamentariske demokrati, selvom man bag facaden er parat for at arbejde for noget andet, siger historikeren.

Mogens Fog i en fyldt KB-Hallen ved SF´s første vælgermøde den 16. februar 1959.

Villys røde kabinet?

Kommunisternes magterobring lykkedes som bekendt aldrig, og Fog brød i 1959 med partiet og dannede sammen med Aksel Larsen SF.
Kan man trække linjer fra dannelsen af SF til nutidens SF under forvandling?

- DKP blev på grund af sin nære relation til Sovjetunionen under den kolde krig totalt isoleret på venstrefløjen, og Fog gjorde derfor meget ud af, at SF skulle være et parti, som søgte samarbejde med Socialdemokratiet. Det lykkedes i 1966, da partiet fik et fantastisk valg med 20 mandater og under Det Røde Kabinet skabte det flertal med Socialdemokratiet, som Fog havde håbet på. Samarbejdet krævede dog store indrømmelser fra SF´s side, og det skabte en mere og mere utilfreds venstrefløj i partiet. Allerede i 1967 brød denne venstrefløj ud og dannede Venstresocialisterne (VS).

- Nu har vi så Villy Søvndal, som er parat til at trække partiet til højre for at skabe et troværdigt samarbejde ikke alene med Socialdemokraterne, men også med Det Radikale Venstre. Det har allerede givet anledning til mindre slagsmål i partiet. Spørgsmålet er selvfølgelig, om utilfredsheden med højredrejningen på sigt kan blive så stor, at en decideret partisplittelse bliver en realitet. Det er svært at forestille sig med den succes, partiet har på nuværende tidspunkt, men heftige fløjkampe har tidligere sat SF tilbage. Søvndal skal i den kommende tid vise, at han kan føre en politik, som kan tilfredsstille både S og R, uden at miste venstrefløjen i partiet, forklarer Morten Møller.

Om der kommer en ny partisplittelse i SF eller om SF til næste valg for første gang i deres 50-årige historie kan danne regeringen, afhænger af medlemmernes og vælgernes opfattelse af partiet. Skal det lykkes, er det essentielt at SF får skabt en ny politisk fortælling, hvor de historiske skygger ikke indhenter og indhyller partiets nye midtersøgende kurs. 

Morten Møller Mogens Fog 1-2 Gyldendal 832 sider, 499 kr.