BOGANMELDELSE: Skriv!
Af informationschef Jeanette Serritzlev, Totalforsvarsregion København
Mikkel Hvid skriver alt det, du godt ved. Og meget mere. 'Skriv' er en bog om at skrive. Dem er der mange af; også mange gode. Alligevel er tilblivelsen af denne bog ikke spildt. I perioder har jeg selv dyrket skrivehåndværket og skriv-selv-bøger i store mængder. Men jeg må med skam melde, at der er gået drift i fingrene
Lad os være ærlige. Jeg er sjældent kritisk over for mine indskudte sætninger, min lemfældige omgang med modalverber eller en noget vag vinkel. Det er ikke alle tekster, der skal være kunst, men hvorfor ikke tilstræbe, at de i det mindste er godt håndværk?
Mikkel Hvid minder mig om, at jeg kan gøre det bedre, og han fortæller mig hvordan. 'Skriv' hedder bogen, og 'skriv' er det, jeg får lyst til, mens jeg læser den. 'Skriv' er ikke bare noget, der skal gøres, men også noget, der bør læses. Hermed en varm anbefaling til at få det gjort.

Mikkel Hvid
Skriv - Gode tekster er lette at skrive
Forlaget Ajour
261 sider, 223, 20 kr.





