BOGANMELDELSE: Fyringer for dummies


25. juni 2009

Af informationschef Jeanette Serritzlev, Totalforsvarsregion København



'Kort til viden' er navnet på den serie, som bogen 'Kriseledelse' indgår i. Den handler dog ikke om generel kriseledelse, men om fyringshåndtering.

Kriseledelse Dion Sørensen
Kriseledelse
Børsens Forlag
136 sider, 199 kr.

 

Dion Sørensens bog er givet udmærket for folk uden en uddannelse inden for faget, men alle med f.eks. en diplomuddannelse i ledelse, en HD eller en kommunikationsuddannelse har (eller bør i hvert fald have) den basale viden på plads inden for organisations- og ledelsesteori.

 

Forfatteren Dion Sørensen har en masse uddannelse og erfaring; senest som hr-direktør i Saxo Bank, fremgår det. Det kan derfor undre, at han ikke med et ord nævner bankens egen katastrofale fyringshåndtering i efteråret 2008, som gav anledning til dårlig presse.

 

Det er netop en historie, der kan bruges som eksempel. En, som pågældende forfatter må formodes at have en indgående viden om og erfaring fra – enten som udfører af processen eller som en af dem, der blev sent på gaden med 15 minutters varsel i kollegernes nærvær.

 

I stedet får jeg at vide, hvad SWOT og KISS står for. Med al respekt; det lærte jeg på Niels Brocks Handelsgymnasium, og det er altså nogle år siden. Forfatteren forklarer også forskellen på en styre- og arbejdsgruppe, og det er alt sammen meget fint, hvis man absolut ikke er skolet og heller ikke læser betalingsaviser. Men det er sgu for banalt og basalt til at takke fem navngivne personer til slut.

 

Et kæmpe plus skal dog gå til Børsens Forlag, som i imponerende grad – endnu engang – overgår de ellers respekterede forlag i korrekturlæsning. Det er en desværre sjælden fryd at læse så gennemarbejdet et sprog.

Kommentarer
08.10.09 Christian Dahm
Kanon bog... også for veluddannede

Jeg synes det er en kanon god og praktisk anvendelig bog. Udover KISS og SWOT, som anmelderen synes at kunne huske fra Niels Brock, integrerer forfatteren mange andre teorier, metoder og juriske forhold på en kreativ måde ift den vanskelige opgave som afskedigelser altid er. Den er absolut værd at læse - også for dem, der har en uddannelse i ledelse.

SKRIV KOMMENTAR
DKF - Strandvejen 100 - 2900 Hellerup - 3393 9098 - dansk@kommunikationsforening.dk websitet er designet og opbygget af Bysted A/S i GlobalSite