BOGANMELDELSE Stine Bosse – det handler om at turde
Af Louise Aalbæk, graduate i PeopleGroup & næstformand i UngKom
En spændende biografi om en af Europas mest magtfulde kvinder; Stine Bosse beskrives i rollen som enebarn, mor og topleder, som magtfuld, ambitiøs, målrettet og engageret
Jens Christian Hansen og Christian Nørr
Stine Bosse - Det handler om at turde
Gyldendal Business
292 sider, 299,95 kr.
Sproget
En af bogens helt store styrker er det levende og ligefremme sprog – det er en page turner, der er læst på et par dage. Der bliver dog brugt en del klichéer som fx ’de bonede gulve’. Og så er der utrolig mange gentagelser i bogen, hvor der ikke bare refereres til noget, der er nævnt før – men hvor hele sætninger og formuleringer bliver genbrugt. Nogle af vendingerne genbruges ikke bare én, men mange gange. Det er ærgerligt, at forfatterne ikke har formået at udskifte bare nogle af ordene i de tilfælde, hvor det blev nødvendigt at gentage vigtige detaljer.
Bogen kommer helt tæt på
I forordet forklares det, at Stine Bosse tidligere har sagt nej tak til at medvirke til biografier. Når hun omsider alligevel har indvilget i at være hovedpersonen i en bog om sig selv, krævede hun, at det hele skulle med. Bogen giver derfor et troværdigt, detaljeret og åbenlyst ærligt billede af den magtfulde kvinde, hendes fortid, nederlag, overvægt, vægttab og hendes kamp mod sin kræftsygdom.
Bosse-forbilledet
Stine Bosses holdningsskift i forhold til at kommentere på kønskvotering i bestyrelser og i det hele taget at udtale sig om ligestilling blev en realitet for nogle år siden. Bogen giver indblik i bevæggrundene for Stines beslutning om at udtale sig om ligestilling og hendes anerkendelse af at være forbillede for mange kvinder. Hendes tilgang til karriere, til ledelse og til livet er inspirerende, og hendes holdning får plads i bogen, uden det bliver udmattende og kedeligt at læse om.















