BOGANMELDELSE Skarp og veldisponeret introduktionsbog
Af Stephan Sabinsky, kommunikationsrådgiver, Sabinsky Kommunikation
‘Strategisk kommunikation’ giver på under 200 sider en fremragende introduktion til strategisk kommunikation anno 2010. Forfatteren er tydeligvis fagligt belæst og begavet, men også in sync med erhvervslivets kommunikationsudfordringer og den politiske og mediebårne virkelighed.
Mie Femø Nielsen 192 sider, 269 kr.
Strategisk kommunikation
Mie Femø Nielsen rager op - som en af de store fagligheder inden for strategisk kommunikation på Københavns Universitet, hvor hun er lektor. Hun er ikke kendt for at lade sine elever køre cand.mag.elighed-stilen, tværimod. Myreflittig. Udgiver alene i år adskillige bøger af høj kvalitet. Det samme gælder hendes bog ‘Strategisk kommunikation’, der måske ikke er en pageturner, et banebrydende værk eller et absolut must have. Men jeg er glad for at have læst den grundigt, noterne har bredt sig på næsten hver side. Mie Femø skriver ligetil og godt.
Uden omsvøb og til enhver tid super skarp og fagligt velfunderet gennemgår Mie Femø Nielsen kommunikationsstrategi, branding, værdiproces, stakeholder-analyse, pr, IM, CSR, medarbejderkommunikation, spillet om dagsordenen og meget andet. Bogen er med side 192 sider en overkommelig grundbog i strategisk kommunikation, som både nybegyndere og let øvede kan have stor glæde af at læse og reflektere over.
Alt i alt: ‘Strategisk kommunikation’ er ikke nogen banebrydende bog, men den har sin berettigelse, som en skarp, velformuleret og veldisponeret introduktion.















