BOGANMELDELSE Politiken mod Politiken
Af adm. direktør Kresten Schultz Jørgensen, Lead Agency
Dagbladet Politiken er en avis, som de fleste har en holdning til, helt i overensstemmelse med avisens egen selvforståelse: Holdningsavis fra starten i 1884, i konflikt, strid, modsigelse.
576 sider, 350 kr.
Politiken mod Politiken er også i det lys en bedrift. Bjørn Bredal, der i næsten to tiår har været hhv. kulturredaktør og opinionsredaktør, giver nøgternt – dvs. med både inside-viden og med koldsindig distance – fortællingen om dagbladets historie. Bogen er en næsten 600 sider lang og rigt illustreret fortælling om de kreative konflikter, som har splittet Politiken, dens skribenter og læsere, men også givet energi fra starten i 1884 til i dag.
En imponerende bog, flot at skue og læst i et sus af historisk viden og masser af de detaljer, hvor ’sandheden’, som bekendt, også ligger. Bjørn Bredal beskriver i det lys både avisen og det moderne Danmarks historie. 125 års kultur- og idéhistorie gennem avisens spalter, køn, krig, sex, kunst, penge, medier og demokrati. Farverige personer, krukker, liderlige libertinere og spidse penne. Det hele er med i denne fortælling, hvor Politikens historie fletter sig ind og ud af danmarkshistorien.
Det er bogens redaktionelle clue, at den lader en række udvalgte avissider med forklarende billedtekster fortælle den kronologiske historie, mens de egentlige hovedlinjer om kunst, kultur og politik fortælles i bredt anlagte kapitler med Bredals generøse pen – vidende og fuld af vid. Politiken mod Politiken; læs bogen – der er mindst lige så god som avisen.















