BOGANMELDELSE Networking

14. december 2009

Af Johannes P. Bøggild, Chefkonsulent, strategisk kommunikation, DSB Koncernsekretariat & Jura



Det er et yderst relevant emne, som Christian Stadil og Christian Waldstrøm tager under kyndig behandling i bogen, der af uvisse grunde har fået en engelsk titel, ’Corporate Networking.’


 

Christian Stadil og Christian WaldstrømCorporate networking - strategisk ledelse af virksomhedens netværk
Christian Stadil og Christian Waldstrøm
Corporate networking - strategisk ledelse af virksomhedens netværk
181 sider, 262 kr.


Udgangspunktet for de to forfattere er, at virksomheders afgrænsning til omverdenen udviskes. Dele af driften outsources, samarbejdspartnere får adgang til vigtige dele af virksomhedernes centrale funktioner, og antallet af leverandører stiger med videre. Alligevel arbejder de færreste virksomhedsledelser systematisk og strategisk med egne og medarbejdernes netværk. Her tænkes både på de formelle og uformelle. Forfatterne kommer os nu til hjælp med en række gode betragtninger, paradokser, faldgrubber og analytiske modeller.


Der er klart et behov for begavet litteratur på området, og med modellerne i baghovedet bliver det nemmere at arbejde strategisk med virksomhedens netværk. Bogen er dermed et godt bidrag til området, men heller ikke mere. Modellerne i bogen er gode, de virker intuitivt dækkende, og de forklares med en del fine eksempler. Bogen lægger sig dog et sted mellem at være teori og praksis - og jeg savner eksempler på, hvordan systematisk og strategisk anvendelse af netværk har været afgørende for virksomheders overlevelse, og ikke blot været et middel til noget godt og fint. Det ville have løftet bogen fra at være relevant til at blive virkelig god. Jeg mangler også flere praktiske anvisninger, som er til at bruge, og netop den mangel giver mig indtryk af, at bogens underliggende dagsorden er, at man skal hyre forfatterne som konsulenter.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR