BOGANMELDELSE Lille fin introduktionsbog om kropssprog
Af Signe Bonnén, kommunikationsrådgiver og ejer af Artefakt Kommunikation
Det er en fin lille bog om, hvordan du kan bruge og øve dit kropssprog til eksamen og til jobsamtalen. Bogen tager udgangspunkt i disse to kommunikationssituationer, men kan godt bruges bredere. Fx som introduktion til kropssprog. Vi tolker ikke mennesker neutralt og åbent men ud fra vores viden, kultur og erfaringer fra tidligere.
Jacob de Lichtenberg Kropssprogets psykologi - få de højeste karakterer og det bedste job 128 sider, 199 kr. Bogen er opdelt i to overordnede dele: De første 20 sekunder, og efter de første 20 sekunder. Forfatteren kommer med helt konkrete råd og øvelser til, hvordan du kan fremstå mere overbevisende ved allerførste øjekast. Der kommer råd til, hvad du skal tænke på med hensyn til fx tøj, hygiejne, gestikulation og øjenkontakt. I bogens anden halvdel kommer der bud på, hvad du kan gøre for at bruge dit kropssprog efter de første 20 sekunder – bruge det til at styre din modtager til bedre at kunne lide dig. Først skal du spejle din modtager og derefter langsomt ændre dit kropssprog og energiniveau og få din modtager til at følge med. Bogen har små tegninger og beskrivelser på, hvordan forskellige kropssproglige udtryk kan tolkes og bruges. Det er dejligt konkret, og nogle vil sikkert synes det er alt for overfladisk. Jeg synes det giver god grobund for diskussion i fx en undervisningssituation og den giver råd en læser direkte kan bruge. Bogen beskriver flere af de kendte eksempler, som universitetslæreren der er skuespiller og klare sig godt, og som at kropssproget betyder 55 % af bedømmelsen osv. Men hvorfor forfatteren har valgt at bruge de akademiske fodnoter, er mig helt uforståeligt i denne lettilgængelige bog og ligesom henvisninger til slutnoterne fint blot kunne kaldes kildehenvisninger og ikke ’noter’.















